Efter sagerne i Vejle: Justitsminister har stadig tillid til politiet og DUP

Samråd om DR-dokumentar ændrer ikke på noget.

Justitsminister Peter Hummelgaard var tirsdag i et åbent samråd om DR-dokumentaren "Forfulgt af politiet". (Foto: © Ida Marie Odgaard, Ritzau Scanpix)

Justitsminister Peter Hummelgaard (S) har stadig fuld tillid til, at både politiet og Den Uafhængige Politiklagemyndighed gør deres arbejde godt.

Det slog han fast i dag under et åbent samråd i Folketingets Retsudvalg.

DR-dokumentaren "Forfulgt af politiet?" har skabt en del røre, og var bagtæppet for dagens samråd.

Det var Alternativets retsordfører, Nikoline Erbs Hillers-Bendtsen, som stillede fire af dagens fem spørgsmål til ministeren. Det sidste var stillet af hendes ordførerkollega Rosa Lund fra Enhedslisten.

Hvilken rolle spiller DUP i Vejle-sagerne?

De to ville gerne vide, hvilken rolle Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP) har spillet i sagen om familien Ibrahim fra Vejle, som optrådte i dokumentaren "Forfulgt af politiet?".

I dokumentaren fortæller familien om de sammenstød, de gennem mere end et år har haft med politifolk fra Sydøstjyllands Politi.

Siden dokumentaren blev sendt i oktober, er der kommet flere historier frem, hvor der bliver stillet spørgsmåltegn ved, om betjentene i Vejle har udført deres job, som de skal.

Dagbladet Politiken afdækkede, at fire medlemmer fra Sydøstjyllands Politis civile specialpatrulje i Vejles natteliv går under navnet 'Tæskeholdet'. Avisen havde fået adgang til flere video-optagelser, og flere kilder fortalte avisen om det, de oplevede som umotiveret vold, begået af de fire betjente.

Frygter for borgernes tillid til politiet

Det bekymrer Rosa Lund, at sagerne kan rokke ved borgernes tillid til politiet.

- Der er nogle borgere, der har en oplevet utryghed omkring politiet, og det er jo gift for et retssamfund, som bygger på at der er tillid til institutionerne, sagde hun ved samrådet.

Peter Hummelgaard er ikke enig med Rosa Lund i, at der mangler tillid. Han henviser til justitsministeriets tryghedsundersøgelse fra juni, hvor ni af 10 ifølge ham giver udtryk for, at de har tillid til politiet.

Han anerkender dog, at der har været en række kritiske historier om politiet i medierne på det seneste. Men de rokker ikke ved hans tillid til politiet.

Efterlyser bedre muligheder for DUP

Samrådet havde også fokus på Den Uafhængige Politiklagemyndighed, der står for at håndtere borgeres klager over politiet.

Flere deltagere i samrådet var bekymrede over, at det tager omkring 200 dage at få en sag behandlet ved Den Uafhængige Politiklagemyndighed. Og der kom flere forslag på bordet til, hvordan sagbehandlingen kan gøres hurtigere - til glæde for både klager og de betjente, der klages over.

En af de bekymrede var SF's retsordfører, Karina Lorentzen Dehnhardt.

- Vi har en udfordring med, at betjentene synes, at det går for langsomt, og at der er chikanøse og grundløse klager. Men der er også forsvarsadvokater, der åbenlyst siger, at det ikke kan betale sig at klage til DUP, sagde hun.

Hun vil gerne have nedsat en arbejdsgruppe, der skal komme med forslag til forbedringer.

Peter Hummelgaard afviser ikke forslaget, men understregede flere gange på samrådet, at han har tillid til både politiet og til Den Uafhængige Politiklagemyndighed.

- Jeg er åben for at drøfte gode idéer til tiltag, der kan være med til at forbedre og styrke Den Uafhængige Politiklagemyndighed yderligere, sagde han.