Efter drabet på en hollandsk eksiliraner i november sidste år har danske eksiliranere følt sig truet på livet.
Det fortæller talsmanden fra den politiske organisation ASMLA (Arab Struggle Movement for the Liberation of Ahwaz) i Danmark, Yaqoub Al Tostari.
Ifølge DR's oplysninger var det netop medlemmer af den gruppe, som var årsagen til, at Politiets Efterretningstjeneste (PET) og politiet fredag d. 28. september lukkede store dele af landet ned i en stor politiaktion.
Yaqoub Al Tostari var ikke selv i landet den pågældende fredag og vil hverken be- eller afkræfte, at oprørsgruppen var omdrejningspunktet for politiaktionen.
Han vil dog gerne fortælle, at gruppen, som har medlemmer verden over, har hovedkontor i Ringsted, hvor formanden for ASMLA, Habib Jabor, også bor.
Føler sig trygge
ASMLA blev offentligt kendt i Danmark, da gruppen i september tilkendegav sin støtte til terroristerne bag et angreb i den iranske by Ahwaz.
Gruppen arbejder for, at netop Ahwaz-regionen skal gøres til en selvstændig stat, og beskylder Iran for at stå bag angreb på flere separatistgrupper uden for Iran. I november blev ASMLA's næstformand Ahmad Mola Nissi dræbt af ukendte gerningsmænd i Holland.
Det fik gruppens danske afdeling til at henvende sig til myndighederne, fortæller Yaqoub Al Tostari.
- Efter drabet på Ahmad Mola Nissi kontaktede vi myndighederne i Danmark og de andre lande, hvor vores organisation befinder sig, og sagde til dem, at det kan godt være, at Iran har andre planer om at dræbe resten af organisationen, siger han.
Talsmanden vil ikke specificere, om gruppen har henvendt sig til den lokale politikreds, PET eller en tredje myndighed, men han roser myndighederne for at tage truslen alvorlig, og understreger, at gruppen "har fået alt det, vi skulle have for at føle os trygge".
Den iranske ambassade i Danmark har tidligere afvist, at ASMLA i Danmark skulle have brug for beskyttelse mod det iranske regime.
Yaqoub Al Tostari er ikke talsmandens rigtige navn. DR Nyheder er bekendt med hans rigtige navn, men af hensyn til hans sikkerhed, anvender vi det ikke.