Du har større chance for at overleve, hvis du kender din læge, siger professor

Fast lægedækning er en udfordring flere steder i Danmark, og det kan have stor indflydelse for den enkelte patient.

Patienter med en fast læge oplever ikke så mange fejl og bliver ikke henvist og indlagt så mange gange i hospitalsvæsenet, forklarer Peter Vedsted, professor på Institut for klinisk medicin ved Aarhus Universitet. (Foto: © Rode Joachim/Ritzau Scanpix - Grafik: Morten Fogde - DR Nyheder)

Det er ikke bare hyggeligt eller praktisk, hvis du og din praktiserende læge kender hinanden.

I yderste konsekvens kan det betyde forskellen på liv og død, forklarer Peter Vedsted, professor på Institut for klinisk medicin ved Aarhus Universitet.

- Jo mere det er den samme læge og praksis, man går hos - jo bedre går det én i sundhedsvæsenet, og jo bedre overlever man forskellige sygdomme, fastslår han.

Derfor er det meget mere end et bekvemmelighedsproblem, når det i nogle områder af Danmark er en udfordring at sikre faste, praktiserende læger.

For eksempel i Thyborøn, hvor Region Midtjylland nu forsøger at sikre kontinuitet i det lokale lægehus efter fire år med det kritiserede Alles Lægehus.

En fast læge giver et længere liv

Både dansk og international forskning har gentagne gange vist, at det gør en forskel, når patient og læge kender hinanden godt - særligt man er kroniker eller alvorligt syg.

- Man kan simpelthen se, at de bliver mindre indlagt. De bliver mindre henvist. De får mindre medicin. De lever længere, siger han.

I international sammenhæng udmærker Danmark sig, fordi vi har tradition for, at patienten er tilknyttet den samme praktiserende læge i modsætning til andre lande, forklarer Peter Vedsted.

Men også inden for Danmarks grænser står det klart, at kendskab og kontinuitet hjælper dig, hvis du pludselig bliver alvorligt syg.

For eksempel viser et studie, at jo bedre du kender din læge, jo bedre går det dig, hvis du får kræft.

- Dem, der slet ikke gik til læge to-tre år før kræftdiagnosen, havde en 1,5 gange så stor sandsynlighed for at dø af kræft det første år efter diagnosen, forklarer professor Peter Vedsted.

Ægteparret Helge og Lise Thomsen har selv skiftet fra Alles Lægehus i Thyborøn til en fast læge i en anden by, fordi de savnede kontinuitet.

- Det var en ny læge, hver gang vi kom der. De var flinke nok, men de kendte os jo ikke, så vi skulle begynde forfra hver gang, forklarer Helge Thomsen.

Video: Helge og Lise Thomsen foretrækker at kende deres læge

En-to dage om ugen er ok

Kontinuiteten gør, at lægen simpelthen kender sin patient bedre - er bekendt med familieforhold, sygdomshistorik og sindelag.

- Så ved både læge og patient, hvad man skal gøre og sige i forskellige sammenhænge, forklarer han.

Det bliver lettere for lægen at navigere i, hvornår det er særligt vigtigt at lytte og reagere. Eksempelvis hvis en patient, der normalt er fåmælt, pludselig klager over stærke smerter.

Den faste læge sidder ikke nødvendigvis til rådighed fem dage om ugen. Det er ok, hvis patienten ved, at man kan få en aftale med ens kendte læge en-to dage om ugen, forklarer Peter Vedsted.

- Det vigtigste er, at man har en oplevelse af, at man har en fast læge.

Hvis man bare har et akut behov for eksempelvis at få set på en nedgroet tånegl eller få tøjlet en halsbetændelse, så er det ikke ligeså afgørende, at man ser sin faste læge.

- Men hvis patienten er sårbar, har brug for en til at koordinere et sygdomforløb og ikke har brug for at gentage det hele igen og igen, så er det vigtigt med en fast læge, siger professoren.