Efter fire år med det udskældte Alles Lægehus vil Region Midtjylland nu sikre faste læger til borgerne i Thyborøn.
Det er formålet, når Region Midtjylland fra 1. september opretter en satellit til den regionsklinik, som allerede er i Lemvig på en forsøgsordning.
Her er erfaringerne ifølge Region Midtjylland så gode, at det giver mening at brede konceptet ud til Thyborøn.
- Fra at man måske i Thyborøn har følt, at man boede langt væk fra al lægedækning, så kan man komme til at føle sig i centrum af, hvor det gode foregår, siger Susanne Buch (SF), der er formand for regionens nære sundhedsudvalg.
Region Midtjylland har forsøgt at udbyde klinikken igen, men da fristen udløb i sidste uge var der ikke kommet nogen bud. Og derfor er en satellitløsning nu blevet besluttet.
Borgere sukker efter faste læger
Behovet for en ny læge i Thyborøn er presserende.
Efter massiv kritik besluttede ejerlæge Jens Thygesen at lukke Alles Lægehus-klinikken i Thyborøn med udgangen af august 2024.
Derfor tager flere thyborønboere godt imod nyheden om en satellitklinik og udsigt til mere stabil lægedækning.
- Vi kan da ikke undvære en læge her. For det er ikke rart altid at skulle til en fremmed og gentage det samme og det samme hver gang, siger Jonna Rosenkvist, der i dag er tilknyttet Alles Lægehus i byen.
Her har borgere de seneste fire år oplevet hyppigt skiftende læger i deres lokale lægehus.
Erfaringerne fra regionsklinikken i Lemvig er til gengæld, at patienterne har ”positive oplevelser af kontinuitet, inddragelse og sammenhæng i deres forløb”.
Det viser en midtvejsevaluering foretaget af VIVE.
Patienternes største anke mod regionsklinikken er ifølge evalueringen, at de venter op til to-fire uger for at få tid hos lægen. Men patienterne fortæller også, at relationen til en fast læge er vigtigere end tilgængelighed.
Tina Kjærgaard bor også i Thyborøn, og hun havde håbet på, at der kom et mere lokalforankret tilbud.
- Skal det være en satellitklinik, så vil jeg da virkelig håbe, at det er de samme læger, de sender herud hver gang. Det er vigtigt i forhold til at være tryg ved at gå derhen, siger hun.
Fast personale tilbydes at fortsætte
Regionsklinikken har i dag fem speciallæger i almen medicin og to uddannelseslæger tilknyttet klinikken. Ansættelserne svarer i alt til 4,8 fuldtidsstillinger.
Det ligger endnu ikke fast, hvor mange yderligere der skal ansættes, eller hvordan en kommende vagtplan for Thyborøn kommer til at se ud.
- Det bliver en spændende opgave at tage på os, men thyborønborgerne skal vide, at vi sigter mod at bemande med speciallæge i almen medicin med daglig tilstedeværelse i Thyborøn, siger Lotte Jakobsen, der er ledende overlæge i Lemvig.
Hun vil tilbyde de sygeplejersker og lægesekretærer, der i dag arbejder i lægeklinikken i Thyborøn, at fortsætte.
- Vi håber, at personalet i Thyborøn har lyst til at fortsætte. Det vil være godt for borgerne i Thyborøn med kontinuitet og kendt personale.
Hun medgiver, at løsningen ikke giver helt samme garanti for én fast og gennemgående læge, som hvis en læge selv ejer og arbejder i sin klinik.
- Vi vil dog sørge for, at det bliver en mindre gruppe af læger, som patienterne vil møde i klinikken, siger Lotte Jakobsen.
- Vi håber også, at vi kan tiltrække læger, som på sigt kan blive interesseret i at blive selvstændig læge med egen klinik i Thyborøn eller Lemvig, så lægedækningen i området bliver mere robust på sigt.
Regionsklinikken i Lemvig drives som forsøg og er for nyligt blevet forlænget frem til 2030.