Gamle regler tvang region til at lukke 'stråmandsklinik' ind i varmen

Tre faste læger ville overtage klinik i lille havneby, men for en ekstra pose penge fik det kritiserede Alles Lægehus i stedet opgaven.

Det er en bittersød pille at sluge for borgerne i Thyborøn, at Region Midtjylland nu vil åbne en satellitklinik i den 1.900 mand store havneby.

Satellit-løsningen skal sikre en bedre og mere fast lægedækning i Thyborøn, end byen har kendt de seneste fire år. Det bliver budt velkomment, for alternativet fungerede ikke:

Mange forskellige lægevikarer tog imod i byens lægeklinik, som i DR-programmet Kontant er kritiseret for at være en stråmandskonstruktion - ejerlægen selv var stort set aldrig til stede, og i stedet tog skiftende lægevikarer imod patienterne i Alles Lægehus Thyborøn.

Nu står det klart, at den vestjyske havneby helt kunne have undgået at få Alles Lægehus inden for byskiltene - hvis nuværende regler havde været gældende dengang.

- Jeg synes, det er noget møg. Vi ville jo gerne have haft en fast læge, siger Anni Kobberholm, der er astmapatient og bor i Thyborøn.

Ejerlægen og Alles Lægehus var nemlig ikke den eneste mulighed tilbage i 2020, da Thyborøns faste læger gennem mere end 30 år skulle erstattes.

Men valget faldt dengang på den budgiver, der kunne lægge den største pose penge.

Tre faste læger stod klar

Den tidligere ejer af lægeklinikken, Hans Holmsgaard var fast læge i Thyborøn fra 1988 til 2020.

Op til sin pensionering fik han fire gange besøg af en lægekollega, som han kender fra andre lægelige sammenhænge i Region Midtjylland. Hun ville gerne overtage klinikken i Thyborøn og tilbyde i alt tre faste læger til området.

Det fremgår også af hendes bud til Region Midtjylland, som DR Nyheder har fået aktindsigt i.

- I mit hoved ville det være langt det bedste for mine patienter og for området, siger Hans Holmsgaard.

Men ifølge de daværende regler skulle klinikken gå til højeste bud.

Så til syvende og sidst var 150.000 kroner afgørende for, at Region Midtjylland valgte ejerlæge Jens Thygesen til at drive klinik i byen i samarbejde med Alles lægehus.

Video: DR-programmet Kontant viste blandt andet, at Thyborøns ejerlæge Jens Thygesen langt fra var et kendt ansigt i byen.

Både læger og region fattede mistanke

Det frustrerer Hans Holmsgaard. For han fattede mistanke, om at der var tale om en 'stråmandsklinik', allerede før den sidste underskrift var sat mellem Midtjylland og den nye ejerlæge.

En mistanke, som hans fagforening, PLO også delte. Det gav formanden for PLO-Midtjylland blandt andet udtryk for i en mail til Region Midtjylland en uge efter, budrunden er afsluttet.

"Jeg fik helt klart indtryk af jer på sidste lægedæknings-og rekrutteringsudvalgsmøde at modellen med stråmandsklinikker IKKE ville blive godkendt i Region Midt. Det er særdeles alvorligt, såfremt I godkender denne forretningsmodel."

Både Hans Holmsgaard og PLO hæftede sig ved, at én af de læger, der bød på klinikken, boede på Fyn, ikke havde planer om at flytte dertil og end ikke ville komme og se klinikken først.

- Når man har været praktiserende læge et sted i 32 år, så har man jo fået et nogle rigtige gode relationer til sine patienter. Og så vil man jo gerne have, at de skal have den bedste løsning, når man ikke er der mere, fortæller Hans Holmsgaard, tidligere læge i Thyborøn. (Foto: © Morten Stricker/Jyskfynskemedier/Ritzau Scanpix)

- Så tyder det for mig meget på en stråmandsklinik. Det viste sig også at være rigtigt, konstaterer Hans Holmsgaard.

Han og PLO delte deres bekymring med Region Midtjylland. Og det fremgår af aktindsigter fra sagen, at regionens embedsfolk også anede uråd.

Juridisk var alt "ok"

Region Midtjyllands juridiske konsulent konkluderer i sin vurdering af de to indkomne bud, at buddet fra Alles lægehus og Jens Thygesen "er ok" - men tilføjer:

"Personligt synes jeg, det er en speciel situation, der vil kunne udnyttes til at omgå reglerne, men jeg kan som sagt ikke finde noget, der hindrer denne situation."

I mailkorrespondancer understreger Region Midtjyllands embedsfolk også flere gange overfor Jens Thygesen og hans fuldmagtshaver - en jurist fra Alles Lægehus - at det er Jens Thygesen og ikke Alles Lægehus, der har ansvaret for klinikken i Thyborøn.

Regionen så sig altså ikke i stand til andet end at tildele klinikken til Jens Thygesen og Alles Lægehus, fordi der juridisk intet var at komme efter.

Siden har Region Midt et nyt kriterum til, når en lægeklinik skal på nye hænder. Så i dag vægter kontinuitet i lægebemandingen højere end budpris.

  • Pensionist og astmapatient Anni Kobberholm fra Thyborøn er tilknyttet Alles Lægehus. Det er "ikke for godt", fortæller hun. (Foto: © Laura Uldahl Aggernæs - DR Nyheder)
  • Christina Christensen går af og til kontroller ved Alles Lægehus i Thyborøn: - Man ikke altid kan få fat i lægen, hvis man er dernede og har noget at spørge om. Det kan godt være irriterende, siger hun. (Foto: © Laura Uldahl Aggernæs - DR Nyheder)
  • Jens Peter Toft fra Thyborøn tog selv konsekvensen og skiftede fra Alles Lægehus i Thyborøn til en læge i Lemvig. - Jeg synes, det blev lidt for useriøst med de der udsendelser, der var om det.Så jeg syntes, jeg ville prøve noget nyt, siger han. (Foto: © Laura Uldahl Aggernæs - DR Nyheder)
  • Ægteparret Helge og Lise Thomsen har også skiftet fra Alles Lægehus i Thyborøn til en klinik i Lemvig. - Det var en ny læge, hver gang vi kom der. De var flinke nok, men de kendte os jo ikke, så vi skulle begynde forfra hver gang, forklarer Helge Thomsen. (Foto: © Laura Uldahl Aggernæs - DR Nyheder)
1 / 4

Region Midtjylland ærgrer sig

Tilbage står borgerne i Thyborøn med et lægehus, hvor de siden 2020 har mødt skiftende læger og et stort antal lægevikarer.

Sagen ærgrer formanden for det nære sundhedsudvalg i Region Midtjylland:

- Jeg er ligeså frustreret som borgerne. Jeg synes, det er meget træls, at vi havnede i den situation, siger udvalgsformand Susanne Buch (F).

Derfor understreger hun, hvor vigtigt det er, at kontinuitet nu er et vigtigere kriterium end budpris, når Region Midtjylland skal vælge hvem, der må overtage en eksisterende lægeklinik.

Hun håber, at et forløb, som det i Thyborøn, nu er fortid i Region Midtjylland.

- Det er svært at sige, at man helt kan garantere, at man ikke kommer til at stå i en lignende situation. Men jeg ved bare, at vi har fået nogle erfaringer i det her samarbejde med Alles Lægehus, som vi forhåbentlig er blevet klogere af, siger hun.

Formand for Region Midts udvalg for Nære Sundhedstilbud - Susanne Buch - bor selv i Bøvlingbjerg 30 kilometer syd for Thyborøn. Hun ser det som en klar fordel, at regionsklinikken i Lemvig fremover skal drive klinikken i Thyborøn. (Foto: © Anders Davidsen - DR Nyheder)