Det kan godt være, at det kan give op til to års fængsel, hvis man giver en flygtning eller en migrant, der opholder sig ulovligt i Danmark, et lift i sin bil.
Men den straf er danske Tarra Klønne klar til at tage, hvis hun møder nogle på sin vej, der har brug for at blive kørt et sted hen.
Det fortæller hun til DR Nyheder, efter hundredvis af flygtninge og migranter i de seneste dage er ankommet med færgen fra Tyskland til Rødbyhavn på Lolland.
Selvom flygtningene ifølge EU’s fælles asylregler skal registreres i Danmark, hvis det er det første EU-land, de ankommer til, ønsker mange af dem at rejse videre til Sverige. Og det kan Tarra Klønne sagtens forstå.
- Det er ikke ok, den måde de bliver behandlet på i Danmark, og derfor forstår jeg dem godt, hvis de vil videre til Sverige for at få sig et liv med mere ro, siger hun og fortsætter:
- Hvis der er folk, der vil have et lift til en færge eller til den dansk-svenske grænse, så er jeg villig til det. Også selvom jeg ved, at jeg kan blive straffet for det, siger Tarra Klønne, der er uddannet lastvognschauffør, men som for tiden er hjemmegående.
Mange udlændinge forsvundet
Tarra Klønne har dagen igennem befundet sig i Rødbyhavn, hvor der siden søndag er ankommet omkring 800 flygtninge og migranter.
Tidligere på dagen kunne Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi dog fortælle, at blot 200 af dem er blevet indkvarteret på den skole og den sportshal, som er blevet stillet til rådighed for dem.
Mange af dem er derimod forsvundet, og ifølge politiinspektør Kim Kliver er der forlydender om, at flere private borgere har fragtet udlændingene videre.
Ifølge udlændingeloven kan det straffes med bøde eller fængsel indtil to år, hvis man fragter dem videre i sin bil.
Det så den kendte forfatter og direktør Lisbeth Zornig dog stort på, da hun i går samlede seks palæstinensiske syrere op på motorvejen nord for Rødby.
Og det er Mette Gregersen, der også befinder sig i havnebyen, ligeledes klar til at se stort på.
Klar til at krydse Øresundsbroen
- Jeg er uddannet sygeplejerske, og jeg er rent faktisk forpligtiget til at hjælpe folk i nød. Derfor føler jeg mig helt tryg ved at gøre det, siger Mette Gregersen.
Hun er også klar til at køre dem hele vejen over Øresundsbroen til Sverige, selvom det er ulovligt.
- Jeg er et handlingsmenneske, og jeg er dybt berørt over situationen, hvor mange har efterladt alt det, der giver mening i tilværelsen, siger hun og fortsætter:
- Min mor har godt nok sagt, at jeg ikke må køre dem over grænsen. Men hvis det er det, det kræver, kan det godt være, at jeg gør det. Så må jeg tage den bøde eller fængselsstraf, jeg får. Det overlever jeg nok, siger Mette Gregersen.