Det velkendte symbol for homoseksuelle - regnbueflaget - har for en stund mistet farverne efter massakren på natklubben Pulse i Orlando.
Det homoseksuelle miljø i Danmark er i sorg efter angrebet på natklubben for homoseksuelle.
- Det er en frygtelig begivenhed, der har fundet sted i Orlando, og jeg tror, at alle mennesker bliver berørt af sådan noget, og som vores forperson så smukt skrev på vores Facebook-side i går, så er det ligesom om, at regnbuen er gået i sort, siger Anders Bernhoft, der er presseansvarlig i Landsforeningen for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner (LGBT) i Danmark.
Han har svært ved at se drabet på minimum 50 af gæsterne på Pulse som andet end en hadforbrydelse mod homoseksuelle. Men det er ifølge Anders Bernhoft alt for tidligt at konkludere noget om, hvorvidt Islamisk Stat, som gerningsmanden Omar Mateen skulle have svoret troskab til, er begyndt at gå målrettet efter homoseksuelle.
Og derfor også, om LGBT-personer i Danmark har grund at frygte terrorangreb, mere end andre danskere har.
- Man skal passe på med at tage trusler til sig, som er baseret på spekulation. Jeg har ikke hørt noget om, at der skulle være noget undervejs i Danmark. Der har jo altid været hadforbrydelser, og det vil der sikkert også være i fremtiden, siger Anders Bernhoft.
Homoparade i København
Arrangørerne af LGBT-festivalen Copenhagen Pride har da heller ikke umiddelbart tænkt sig at ændre på planerne om at kippe med det regnbuefarvede flag igen til august på grund af søndagens massakre i Orlando.
- Vi er meget påvirkede af det, fordi det er et angreb på en homoseksuel natklub, men vores første indskydelse er, at det ikke får nogen indflydelse på vores Pride-arrangement i august, siger Thomas K. Rasmussen, der er kommunikationschef for festivalen.
Men sikkerheden skal formentlig op at vende igen, hvis det viser sig, at Islamisk Stat står bag angrebet, og at det har været målrettet homoseksuelle.
- Så må vi tage en snak med politiet og de danske myndigheder for at være helt afklaret omkring trusselsniveauet, siger Thomas K. Rasmussen.
Nogenlunde samme melding kommer fra Anders Bernhoft, da han bliver spurgt om, hvorvidt sikkerheden omkring LGBT-personer og -arrangementer skal skærpes:
- Det er ikke op til os at vurdere, om vi skal tage nogen forbehold. Det må dansk efterretningstjeneste gøre, hvis de føler, at der er en trussel mod LGBT-samfundet i Danmark.
Både repræsentanter for LGBT og Copenhagen Pride vil være til stede, når ofrene for angrebet i Orlando mindes ved den amerikanske ambassade klokken 20.30 i aften.
- Vi opfordrer alle til at møde op for at tage afstand til terror og markere, hvor kede af det vi er, siger Thomas K. Rasmussen.