Kampvognskanoner der ikke kan skyde, fordi der mangler vigtige dele. Elektriske eller hydrauliske systemer, der ikke virker.
Nye oplysninger om en donation af mindst 100 Leopard 1-kampvogne til Ukraine fra Danmark, Tyskland og Holland afslører en række alvorlige problemer.
Særligt den tyske forsvarsindustri har haft svært ved at leve op til løfterne, viser dokumenter fra Forsvarsministeriet.
Problemerne med de aldrende Leopard 1-kampvogne har været så talrige, så Ukraine undervejs nægtede at tage imod våbenhjælpen.
- Der har blandt andet været problemer med skydecomputerne, som har betydning for, hvordan man indskyder og rammer med forskellige ammunitionstyper, lyder det blandt andet i en række orienteringer til forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V), som DR Nyheder har fået udleveret.
- Andre kampvogne har været leveret med kanoner, som ikke kan skyde, fordi for eksempel rekylbremser mangler, beskriver dokumenterne.
Stor donation i 2023
I februar 2023 præsenterede daværende fungerende forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) en storstilet donation af Leopard 1-kampvogne til Ukraine.
Sammen med Holland og Tyskland ville Danmark renovere og donere mindst 100 Leopard 1-kampvogne af ældre fabrikat.
Nogle af kampvognene havde tidligere været en del af Forsvaret i Danmark, men var i 2010 blevet solgt til forsvarsvirksomheden FFG i Flensborg, Tyskland.
- Samlet set bidrager det til Ukraines evne til at kæmpe for sin egen frihed, sagde forsvarsministeren dengang.
Kampvogne blev ikke klar
Ifølge planen var det meningen, at de første nyrenoverede kampvogne skulle være klar i løbet af april sidste år.
Men sådan gik det ikke. I stedet måtte Danmark støve en række museumskampvogne af, så de ukrainske soldater kunne træne i dem, mens de ventede.
En usædvanlig museums-hjælp, som DR Nyheder tidligere har beskrevet.
Det viste sig, at særligt den store, tyske forsvarskoncern KMW havde svært ved at få klargjort kampvognene.
- Firmaet KMW har problemer med at levere renoverede tårne, hvilket forsinker den samlede levering af Leopard 1-kampvogne til Ukraine, beskriver dokumenterne.
- Nogle af udfordringerne kan formentlig tilskrives almindeligt startbesvær og det opskruede produktionstempo, står der.
Konsekvensen for Ukraine er, at militæret i perioden ikke har kunnet råde over lige så meget udstyr, som man godt kunne have tænkt sig, siger lektor ved Forsvarsakademiet, Peter Viggo Jakobsen.
- Havde det nu været dansk materiel, der havde stået i danske garager, og vi havde fucket det sådan fuldstændig op, så havde det selvfølgelig været mere træls, set med danske øjne.
- Men ukrainerne er jo ligeglade. De står og kigger på noget grej, de er blevet lovet, som de ikke har fået, og det er selvfølgelig ærgerligt, siger Peter Viggo Jakobsen.
Fejl på 20 ud af 20 kampvogne
Ifølge dokumenterne var det herefter planen, at de første kampvogne skulle være klar til at blive sendt til Ukraine og videre til slagmarkerne i løbet af juli måned 2023.
Men det skete ifølge dokumenterne heller ikke.
En status fra september viser nemlig, at der på daværende tidspunkt var leveret 20 kampvogne.
Men i den forbindelse havde Ukraine undersøgt kampvognene og konstateret, at der var småfejl eller mindre fejl på 18 ud af 20 af de leverede kampvogne. På de to sidste fandt man "mere alvorlige fejl".
Det vil sige, at ingen af de nyistandsatte og leverede kampvogne var klar til kamp.
I løbet af efteråret sidste år afviste Ukraine derfor slet og ret at modtage de donerede kampvogne.
- Ukraine har gennemført en geninspektion af de pågældende kampvogne, står der i et dokument, der er dateret ni måneder efter donationen blev offentliggjort.
- Og har meddelt Danmark og Tyskland, at de ikke kan modtage kampvognene i deres nuværende stand.
Tilbød dansk mekanikerhjælp
På det tidspunkt havde en storstilet ukrainsk modoffensiv, der blev sat ind mod Ruslands besatte områder i særligt Zaporizjzja-regionen, været i gang i månedsvis.
En offensiv som altså nåede at løbe ud i sandet, før de bebudede kampvogne nåede frem til slagmarken.
Undervejs viser dokumenterne, at Forsvarsministeriet i Danmark forsøgte at komme i kontakt med sine tyske partnere for at tilbyde hjælp.
Enten i form af specialister fra Forsvaret, der kunne hjælpe i forbindelse med leveringen til Ukraine.
Eller danske mekanikere, der kunne reparere kampvognene og lære fra sig i Klietz i Tyskland, hvor ukrainske kampvognssoldater lærer at bruge leoparderne.
Dokumenterne viser, at der efter årsskiftet endelig kom hul på bylden. I januar 2024 var 28 kampvogne blevet leveret, mens to andre stadig ventede på at blive repareret.
Forinden havde DR Nyheder besøgt en ukrainsk enhed, der inde i Ukraine øvede sig på deres nye kampvogn med dansk fortid.
Tog imod dansk hjælp
Forsvarsministeriet bekræfter overfor DR, at Tyskland valgte at tage imod hjælpen fra danske mekanikerhænder.
- Anmodningen er i dialog med Forsvarskommandoen imødekommet, og det tyske forsvarsministerium er tilfreds med den leverede støtte. Mekanikerholdene er en fortsættelse af den støtte, Forsvaret allerede har leveret i forbindelse med renoveringen af Leopard 1-kampvogne.
Ifølge Forsvarsministeriet er status nu, at "mere end 90 kampvogne" er blevet istandsat, men ikke alle er blevet leveret.
- For at sikre at der er et tilstrækkeligt antal kampvogne til brug for træning i Tyskland, er det besluttet – i koordination med Ukraine og tysk industri – at beholde et antal kampvogne i træningsområdet, oplyser ministeriet, der afviser at svare på, om danske mekanikere fortsat hjælper med at gøre kampvognene klar. - Forsvarsministeriet kan af hensyn til operationssikkerhed ikke gå i yderligere detaljer.