Se dem her: De første danske 'leoparder' på ukrainsk jord

Ukrainske soldater har nu taget 10 danske leopardkampvogne i brug.

Her kan du se, hvordan det så ud, da ukrainske soldater klargjorde de danske kampvogne.

Danske 'leoparder' bliver bemærket i Ukraine, og det er ikke, fordi et rovdyr er på uvant terræn.

Nej, de danske leoparder betegner en type kampvogn, som den danske regering har sendt 10 styks af til Ukraine til brug i krigen mod Rusland.

Før jul lancerede regeringen en hjælpepakke på syv milliarder kroner, og som en del af den skal der i samarbejde med Tyskland og Holland i alt leveres 100 kampvogne.

DR har som de første set de nyankomne Leopard 1-kampvogne i Ukraine.

Kampvognene bliver taget imod med udstrakte arme i brigade 44, der har fået flere af kampvognene og tidligere i år også er blevet trænet af danske instruktører.

- Vi skal bruge alle våben, og hvis et andet land kan hjælpe os, så tager vi imod dem, siger eskadronchef Nikolaj Taranjenko.

  • Aleksander er kampvognskommandør i 44. bigrade og ved at klargøre en af de danske leopard 1 kampvogne. (Foto: © Dr)
  • Leopard 1 kampvognene har mange år på bagen, og selvom de er et stort plus for de ukrainske soldater, har de også minusser. (Foto: © Dr)
  • Derfor sætter ukrainerne ekstra panser på de danske kampvogne. (Foto: © Dr)
1 / 3

I krig i to år

Leopardkampvognene ankommer på et tidspunkt i krigen, hvor Ukraine mangler mandskab.

Ifølge DR's Rusland- og Ukrainekorrespondent Matilde Kimer findes der soldater, som har været i krig i næsten to år uden at kunne forlade deres positioner.

- Alle de brigader, jeg taler med, fortæller, at der ikke er nogen til at komme og skifte ind, når nogen bliver såret eller folk bliver dræbt. Så de er underbemandede på stort set alle positioner, forklarer hun og uddyber:

- Derfor hører vi også både det ukrainske militær og regeringen tale om, at man har brug for at skaffe en halv million flere soldater her i 2024 og regeringen fremlagde sent mandag en hel lovpakke, der skal gøre det nemmere at hverve soldater.

Det skal blandt andet ske ved at nedsætte alderen på mænd, der kan blive indkaldt til militæret fra 27 år til 25 år.

2024 skal gå anderledes end 2023

Den populære og bramfri hærchef general Valerij Zalusjnyj holdt i går et pressemøde, hvor han forklarede, at militæret har regnet på, hvor mange soldater, der skal bruges.

- Det antal, vi er kommet frem til, tager hensyn til den nuværende stilling, at vi skal oprette nye militære enheder og indregner også de tab, vi måske kommer til at have i 2024, fortalte Zalusjnyj.

Samtidig holder Zalusjnyj fast i, at teknologisk udvikling og flere soldater er det, der skal til for, at det kommende år ikke bliver den samme militære skuffelse som 2023, hvor mange ukrainere havde høje forventninger til den erklærede modoffensiv.

- 2024 skal blive anderledes end 2023, for ellers kommer det til at gå, som jeg skrev i artiklen, forklarede Zalusjnij med reference til en stærkt omdiskuteret artikel om, hvorvidt krigen har nået et dødvande, hvor ingen af parterne kan rykke sig.