På asylcentret Præstekærgaard i Faaborg har 12 ud af 30 børn haft skader, der kunne stamme fra seksuelle overgreb. Overgreb, som Radio24Syv tidligere på dagen omtalte, blev begået af andre børn.
Det er Langeland kommune, der har operatøransvaret for Præstekærgaard. Og modsat andre sager om dårlige forhold på kommunens centre, så mener borgmester Bjarne Nielsen (V) ikke, at kommune kan klandres.
Social- og familiechefen Charlotte Jensen reagerede nemlig hurtigt på indberetningerne, fik bevilget flere penge til ansatte fra Udlændingestyrelsen og flyttet en familie fra centret.
- Så hvad det angår, er der blevet handlet fuldstændig som der skal i sådan en sag. Det er nøjagtig samme måde, som man ville handlet med en almindelig dansk familie, forklare Bjarne Nielsen.
DF-politiker skuffet
Dansk Folkepartis medlem af byrådet, Kim Welcher, mener også, at kommunen har overholdt lovgivningen og levet op til dens forpligtelser.
Han er dog skuffet over, at ledelsen har ladet det ske, samt hvordan sagen er blevet håndteret politisk.
- Jeg har ikke som politiker fået noget at vide om det her. Jeg får det at vide igennem medierne, og jeg må ærligt tilstå, at jeg fik lidt af en klump i halsen, da jeg læste papirerne, da pressen sendte dem til mig, forklarer han.
Kim Welcher har desuden bedt om at få en redegørelse om, hvorvidt familierne og børnene har fået tilknyttet en psykolog, hvor de er henne i dag, og om det er samme ledelse, som styrer Præstekærgaard.
Profit i asylcenter-drift
I sidste uge var det et andet af Langeland kommunes asylcentre, der var i fokus. Nemlig asylcentret Tullebølle, der modtog uledsagede flygtningedrenge.
Efter flere kritiske sager, blandt andet om seksuelle krænkelser, blev centret lukket og Sisi Eibye, direktøren for asylområdet, blev fritstillet med øjeblikkelig virkning.
Sagerne viser ifølge Kim Welcher, at Langeland kommune har tænkt for meget i profit i forhold til de asylcentrer, som kommunen driver.
- Det er der bestemt. Man fokuserer fra Langeland kommunes side - fra Venstre, Socialdemokraterne og nu den tidligere Borgerliste – på at skulle tjene penge frem for at hjælpe mennesker. Det, synes jeg et eller andet sted, er usmageligt, siger han.
Borgmester Bjarne Nielsen afviser dog, at Langeland kommune ikke evner at drive kommunens asylcentre.
- Jeg synes bestemt, at vi er kompetente, siger han og erkender, at der tidligere er blevet begået fejl.
- Og det skal vi rette op på og så komme videre. Men lige præcis i den sag her, der kan jeg ikke påpege, at nogen fra min administration har begået fejl.