Bilinspektør: Nærmest umuligt at sikre sig mod lastbilangreb

Københavns Politi har øget sikkerheden, efter at et julemarked i Berlin blev angrebet med en lastbil.

Flere personer mistede livet, da denne lastbil torpederede et julemarked i Berlin mandag aften. (Foto: © TOBIAS SCHWARZ, Scanpix)

Terrorbevægelser benytter ikke kun skydevåben og sprængstoffer, når de vil ramme uskyldige civile. Blandt andet på grund af tilgængeligheden er lastbiler og tunge køretøjer flere gange blevet benyttet til at angribe befolkede områder.

I sommer blev over 80 personer dræbt, da en lastbil kørte ind i en folkemængde i Nice, og mandag mistede flere personer livet ved et lignende angreb på et julemarked i Berlin.

Episoden efterforskes som et terrorangreb, og Københavns Politi har visse steder opsat barrierer, der skal være med til at forhindre, at noget lignende kan ske herhjemme.

Men betonklodserne i København er ikke opstillet for at stoppe en lastbil med høj fart, forklarer vicepolitiinspektør ved Københavns Politi, Henrik Møller Jakobsen. De skal sikre, at lastbilerne slet ikke kan nå de høje hastigheder, som man blandt andet så i Berlin.

- De er sat op som hastighedsdæmpende foranstaltninger. Vi har ingen steder stillet dem skulder ved skulder, så det er ikke for at forhindre lastbiler i at køre igennem dem – det er for at dæmpe hastigheden, så der kommer en større reaktionsmulighed, forklarer han.

Skal man dæmme op for en lastbils ødelæggende kraft ved et frontalt sammenstød, skal der også mere til. Det forklarer bilinspektør Per Bo Hansen fra Dancrash, der blandt andet arbejder sammen med Rådet for Sikker Trafik.

- Den bliver ikke stoppet af en betonklods. Skal man stoppe lastbilerne sikkert, skal man gøre som ved den amerikanske ambassade eller Nationalbanken, hvor der er pullerter, der er bygget flere meter ned i jorden.

Hvis lastbilen ikke rammer direkte, har barriererne større effekt.

- Er det lige på og hårdt, tager det meget lidt af hastigheden. Men hvis der ikke er en stor mulighed for tilløb, kan man blive nødt til at køre langs med barrieren. Jo mere skråt på man rammer, jo bedre vil barrieren hjælpe.

Lastbilernes vægt gør dem svære at standse

Skal man sikre sig 100 procent mod lastbilerne som våben, er det nødvendigt med pullerter - specielle stolper, der går flere meter ned i jorden. Men det er en noget nær umulig opgave.

- Lastbiler kører jo alle steder i indre København, og hvis du skal omringe samtlige veje med pullerter, så vil det være en hindring for en masse ting.

- De koster en bondegård, og ambulancer og brandvæsen skal jo kunne komme frem i indre København, og af hensyn til trafikken, kan man ikke hegne alting ind. Det er meget svært at imødekomme, hvis man vil sikre fremkommelighed.

En af grundene til, at det kan være svært at stoppe lastbilerne, er den enorme vægt, de kommer med. Derfor afhænger køretøjets slagkraft også af, hvilken type lastbil der er tale om, og hvad lasten er.

- Der er jo forskel på, om man kaster en ballon eller en læderbold med 100 kilometer i timen. Det er vægten, der er bag. Der er forskel på, om jeg stikker dig en flad, eller om Mike Tyson bruger en knyttet hånd, siger Per Bo Hansen som eksempel.