Terrorbevægelserne satser på køretøjer som angrebsstrategi

IS har i november-udgaven af deres magasin beskrevet køretøjers 'dødbringende og ødelæggende egenskaber.'

12 personer har mistet livet, efter en lastbil kørte igennem et julemarked i Berlin. (Foto: © HANNIBAL HANSCHKE, Scanpix)

Uden brug af sprængstoffer dræbte en ukendt person mandag aften 12 personer på et julemarked i Berlin.

Våbnet var i stedet en lastbil, der pløjede igennem en menneskemængde.

Politiet efterforsker episoden som et formodet terrorangreb, og terrororganisationen Islamisk Stat har taget skylden. Men selvom IS selv føler sig overbevist om, at det er en af deres sympatisører, så kan det ikke vides med sikkerhed, understreger DR’s mellemøstkorrespondent Michael S. Lund.

Han forklarer, at angrebsformen med køretøjer er noget, som terrororganisationerne direkte satser på.

- Al-Qaeda i Yemen udgav for flere år siden, hvad der nærmest var en manual til, hvordan man kunne bruge biler som terrorvåben. IS har været ude i deres seneste blad og netop vise, hvordan man kunne bruge lastbiler til angreb, som man så i Nice.

Ved angrebet i Nice mistede 85 personer livet, da en lastbil kørte igennem en folkemængde, der var samlet til Bastilledagen.

Nice-angrebet er nævnt i november-udgaven af terrororganisationens Islamisk Stats propagandamagasin, Rumiyah:

- Selvom det er en essentiel del af det moderne liv, så forstår få et køretøjs dødbringende og ødelæggende egenskaber og dets evne til at skabe høje dødstal, lyder en af kommentarerne ifølge The Guardian.

Allerede i 2010 udgav Al-Qaeda i Yemen en artikel med overskriften den ’den ultimative mejemaskine’, hvor de beskrev, hvordan man kunne udføre angreb med et køretøj.

Køretøjer er let tilgængelige våben

Tilgængeligheden er noget af det, der gør Berlin-lignende angreb en mulighed for terrorister, siger Johannes Riber Nordby, der er militærforsker ved Institut for Strategi på Forsvarsakademiet.

- Det er den svage parts våben. Det er ikke første gang, vi ser det - det skete jo også i Nice, og der har også været tidligere tilfælde i Frankrig. Vi har også set det i Israel og Palæstina, hvor bilister og kørt op på fortovet og har mejet mennesker ned. Hvis man ikke kan skaffe sprængstoffer eller skydevåben, kan man tage en bil eller lastbil.

- Vi kan forbyde skydevåben og sprængstoffer, og køber du noget på nettet, er der måske nogen, der holder øje, men det er svært at forudse at mennesker vil stjæle en lastbil eller almindelig bil, siger Johannes Riber Nordby.

For terrororganisationer som Islamisk Stat betyder det også, at deres sympatisører ikke behøver træning eller kendskab til sprængstoffer for at udføre angreb, forklarer Michael S. Lund.

- Det er jo en effektiv måde at skabe frygt på, fordi det kan ramme alle steder, hvor man kan køre. Men det er jo også af nød, for det er nemmere end at bygge en stor bombe. Det kræver noget mere teknisk snilde og planlægning, end hvis du bare skal skaffe en bil.

Om vi kommer til at se lignende angreb i fremtiden er svært at spå om, men man har tidligere set, at terrorister er blevet inspireret af hinanden.

- Vi har set i andre angreb, at folk er blevet inspireret. Så når nogen bruger en angrebsform, andre kan se ’virker’ om man så må sige, ser vi desværre ofte, at det bliver kopieret.