En betjent kommer løbende ad gangen på politigården i København, da politiassistent Benjamin Jellesmark møder ham.
Benjamin Jellesmark er egentlig bare inde på stationen for at træne lidt i fitnesscentret, inden han skal hjem og holde weekend med sin kone og sine to børn.
- Der er tre kolleger, der er blevet skudt, siger kollegaen.
Benjamin Jellesmark kan se på hans ansigt, at det er alvor.
Her starter han og kollegernes jagt på gerningsmanden Omar el-Hussein, der dræbte to civile og sårede seks politibetjente 14. februar sidste år.
- Skal mine børn vokse op uden en far?
Det er en uvant situation for Benjamin Jellesmark og kollegerne. De ved stort set ingenting, da de kører mod Krudttønden.
- Normalt går vi ud og beskytter en borger mod en anden borger. Men pludselig er vi i skudlinjen på en anden måde, når fem kolleger bliver såret.
Natten bliver lang for Benjamin og de andre politifolk. Frygt og mod kæmper i Benjamin Jellesmarks bevidsthed i takt med adrenalinen, der overarbejder. Tanker om konen og børnene derhjemme forsøger han at slå hen.
Det er egentlig ikke så meget hans eget liv, han tænker på, men mere fremtiden for de pårørende, hvis nu...
- Man tænker rigtig meget - skal mine børn vokse op uden far nu? Eller hvad nu hvis nogle af mine kolleger bliver dræbt?
- Skal vi påkøre ham?
Efter at have arbejdet ved Krudttønden i flere timer, tager betjentene tilbage på stationen for at få lidt mad. Men pausen bliver kort. På radioen kommer en ny melding: To kolleger er såret, én mand er dræbt.
- Hvad sker der nu?! Vi troede, vi havde afsluttet det på Østerbro, og at vi skulle tage resten som efterforskning. Men så er det jo bare ud i vognene igen så hurtigt som muligt.
På vej ned mod synagogen i Krystalgade, hvor Dan Uzan er blevet dræbt, forsøger betjentene at lægge en plan.
- Vi ved, at han har benyttet et automatvåben tidligere på dagen. Vi begynder at tale om, hvad vi gør, hvis han dukker op foran vores bil. Påkører vi ham? Hvad gør vi?
- Du ved faktisk ikke, om der er en gerningsmand et eller andet sted.
- Det her er ikke sjovt
Benjamin Jellesmark husker scener fra aftenen, hvor han ser på sine kolleger og mærker, hvordan også de både er psykisk og fysisk tynget af uvisheden.
- Det er som om, de sådan drejer lidt rundt om sig selv - fordi hvor er gerningsmanden? Hvor er han? Kan han stå rundt om hjørnet? Ja, det kan han i realiteten jo godt.
- Man tænker på de pårørende - for mit vedkommende min kone og mine to børn – for andre kollegaer deres kærester, deres forældre. Alle de tanker gør jo, at man kan se på dem: Det her er ikke sjovt.
- Jeg vil gerne hjem
Efter en 17-timers vagt er jagten overstået. To kolleger har skudt og dræbt Omar El-Hussein. De er lettede i Benjamin Jellesmarks bil, men de viser ingen tegn på glæde.
- Jeg siger noget i retning af; jeg håber, det er slut nu, jeg vil gerne hjem. Fordi jeg kan ikke mere. På det tidspunkt er jeg kørt ned.
Da de møder ind på stationen, får de at vide, at de har fri. Benjamin Jellesmark kan ikke få uniformen af hurtigt nok. Han skal hjem. Nu.
- Der kommer to glade børn løbende og råber: far! Man bliver helt glad. Man får sådan en klump i halsen, fordi: puha - det er en kontrast til det, du har været ude i. Netop savnet er gået på de her to små - det er dem, man har savnet hele natten.
Se en bid af interviewet med Benjamin Jellesmark i klippet øverst i artiklen. Du kan høre mere af hans historie og møde andre, hvis weekend blev vendt op og ned, i 21Søndag. Her et lille uddrag af udsendelsen: