I mindst 64 sager har ansatte hos Siemens Wind Power fået astma eller allergisk eksem af at arbejde med farlig kemi hos vindmøllefabrikanten fra 2005 og frem til i dag.
Men listen over syge kunne muligvis være kortere, hvis Arbejdstilsynet i 2013 havde handlet på en direkte anbefaling fra fagforeningen 3F.
Det vurderer Peter Hasle, professor i arbejdsmiljø ved Aalborg Universitet.
- Så kunne man have sat en mere effektiv forebyggelse i gang væsentligt tidligere. Og dermed potentielt undgå nogle af de sundhedsskader, som nu optræder, siger han.
Løbende kontrol med ansatte
I december 2013 sender 3F et brev til Arbejdstilsynet, hvor fagforeningen anbefaler Arbejdstilsynet at undersøge og løbende overvåge, om medarbejdere hos Siemens Wind Power er blevet syge af isocyanat og andre farlige kemikalier.
I brevet står:
”Arbejdstilsynet bør iværksætte løbende monitorering/kontrol af ansatte og tidligere ansatte (…) der har været i kontakt med isocyanat eller andre farlige stoffer på virksomheden”.
Anbefalingen bliver sendt af sted, fordi 3F’s afdeling i Aalborg har været i kontakt med ansatte hos Siemens Wind Power, der mener, at de er blevet syge af kemikalier hos vindmølleproducenten.
Det forklarer John Villadsen, der er arbejdsmiljøkonsulent hos 3F.
- Vi bliver opmærksomme på, at der er ansatte på virksomheden, som har været udsat for farlige stoffer og som har anmeldt en arbejdsbetinget lidelse, siger han.
Arbejdstilsynet afviser 3F-forslag
John Villadsen tager i juni 2014 til møde i Arbejdstilsynet, der blandt andet handler om, at der bliver skummet med isocyanat hos Siemens Wind Power. Her afviser Arbejdstilsynet 3F’s forslag.
- Beskeden fra Arbejdstilsynet er, at de ikke kan iværksætte monitorering og kontrol af ansatte og tidligere ansatte, husker John Villadsen.
Kontorchef hos Arbejdstilsynet, Bent Horn Andersen, bekræfter, at Arbejdstilsynet afviste 3F’s forslag.
- Vi ser jo på, hvor mange anmeldelser der er i forhold til isocyanat. Det giver ingen advarselstegn hos os på det tidspunkt, og derfor ser vi ikke, at der er nogen grund til den meget brede tilgang til det, hvor man skal ud og undersøge, om folk er syge, siger Bent Horn Andersen.
Men på det her tidspunkt er der kommet over 300 anmeldelser af erhvervssygdomme fra virksomheden. Burde det ikke give anledning til, at alarmlamperne blinker?
- Vi kigger på den proces, som mødet handler om. Og det handler om opskumning af forme til vindmøller i forhold til udsættelse for isocyanat.
Alarmklokker skulle ringe
Bent Horn Andersen peger samtidig på, at Arbejdstilsynet kontrollerer virksomheders arbejdsmiljø, men ikke har til opgave at undersøge, om ansatte er blevet syge.
Den opfattelse deler professor i arbejdsmiljø, Peter Hasle, der dog mener, at Arbejdstilsynet alligevel kunne have handlet på 3F’s opfordring.
- Der er jo en del indikationer på, at her skulle nogle alarmklokker ringe, siger han.
Ifølge Peter Hasle kunne Arbejdstilsynet have taget kontakt til Arbejdsmedicinsk Klinik i Aalborg og bedt personalet dér om at gennemføre den undersøgelse, 3F opfordrede til.
- Forespørgslen ville have været relativ nem at gøre, og det ville være en logisk ting, når man får sådan en henvendelse og endda får den gentaget ved et opfølgende møde, siger Peter Hasle.
Arbejdstilsynet: Vi er blevet klogere
Bent Horn Andersen er uenig. Han mener ikke, at Arbejdstilsynet skulle have bedt Arbejdsmedicinsk Klinik om at føre kontrol med ansatte hos Siemens.
- Hvis der skulle laves noget, var det jo Siemens, der skulle lave en undersøgelse af de ansatte med hjælp fra Arbejdsmedicinsk Klinik, siger kontorchefen.
Professor Peter Hasle siger det potentielt kunne have ført til færre erhvervsskader, hvis I havde lyttet og lavet undersøgelsen. Anerkender du, at det kunne have ført til færre erhvervssygdomme?
- Altså sådan en undersøgelse er meget bagudrettet, så jeg kan ikke sige, hvad den kunne have afdækket, for jeg synes, at det, vi har oplevet den sidste tid, er, at mange ting er kommet frem og har gjort os klogere, siger Bent Horn Andersen og fortsætter:
- Vi vil også hellere fokusere fremad og gøre arbejdsmiljøet sikkert. Det er det fokus, vi har som arbejdstilsyn.
På torsdag den 23. juni kl. 11.00 skal beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (V) i samråd i sagen om syge ansatte hos Siemens Wind Power.