Apotekerforening: Sæt en stopper for hamstring af populær Novo-medicin

14 patienter hentede diabetes-medicin til mere end tre års forbrug i en enkelt region. Minister lover ændringer.

De fem regioner har eksempler på 65 patienter, der i 2023 fik udleveret diabetesmedicin Ozempic for mere end 100.000 kroner. Størstedelen af den regning havner hos regionen. (Foto: © Ida Marie Odgaard, Ritzau Scanpix)

I løbet af de første 10 måneder sidste år gik 14 patienter fra Region Hovedstaden ind på et apotek og hentede diabetesmedicinen Ozempic til mere end tre års forbrug, oplyser regionen.

I en anden sag fra 2022 havde en læge skrevet en recept på Ozempic, så en enkelt patient i løbet af cirka 11 måneder hentede i alt 329 pakninger af medicinen - svarende til over 27 års forbrug - på Ballerup Apotek.

Også i de fire andre regioner er der fundet borgere, som har indløst recepter på Ozempic med offentligt tilskud for over 100.000 kroner per år. I alt er der identificeret 65 borgere, ifølge Jyllands-Posten.

Apoteker er harm

Lene Hurup, apoteker fra Åbyhøj Apotek, oplevede, at patient i løbet af en måned sidste forår hentede Ozempic svarende til to års forbrug.

- Det er ganske usædvanligt, at en patient på så kort tid henter så store mængder medicin. Og nej, jeg kan ikke dokumentere, at det ikke kun er til patientens eget brug, men vi oplever det ikke med andre præparater.

- Og når det er så store mængder, udleverer vi det gratis til vedkommende, men det bliver betalt af skattekroner. Det gør mig harm, siger Lene Hurup.

Udgifterne til Ozempic for regionerne er steget voldsomt de seneste år, og Danske Regioner har netop opgjort de samlede udgifter til medicinen i 2023 til i alt 1,4 milliarder kroner.

Lene Hurup er apoteker i Abyhøj ved Aarhus. (Foto: © (Privat foto))

Det var på baggrund af de stigende udgifter, at Region Midtjylland for nylig dykkede ned i forbruget og opdagede tegn på overforbrug og “distribution og videresalg af Ozempic”.

- Overforbruget formodes at være på baggrund af videresalg, da Ozempic indeholder samme aktive indholdsstof som vægttabsmidlet Wegovy, der ikke er tilskudsberettiget, skrev regionen i december i et brev til Danske Regioner.

Hamstring skal stoppes

Derfor bør der laves en stopklods, så patienterne ikke kan få udleveret så store mængder medicin, siger Jesper Gulev Larsen, formand for Danmarks Apotekerforening.

- Vi undrer os over, at der ikke findes alarmer, som kan advare, når samme borger får ordineret og udleveret mængder, som åbenlyst overstiger vanligt forbrug. Men eventuelt misbrug bør stoppes, før recepten når til apoteket, for apoteket kan ikke umiddelbart se, hvad der måtte være ekspederet til en kunde på andre apoteker.

Han understreger, at apotekerne som udgangspunkt har pligt til at følge lægens anvisninger på recepten. Derfor er det i lægens system, at der skal laves ændringer, som forhindrer, at samme cpr-nummer kan få udskrevet usædvanligt store mængder.

- Vi kan undgå hamstring af lægemidler ved, at lægerne bliver pålagt at fastsætte et passende et interval mellem udleveringerne.

Minister vil have reglerne ændret

Sundhedsminister Sophie Løhde (V) kalder det i et skriftligt svar til DR "dybt kritisabelt", at læger kan udskrive så store mængder receptpligtig medicin og dermed direkte eller indirekte medvirker til, at medicinen kan blive videresolgt ulovligt.

- Det skal vi have stoppet.

Sundhedsministeren er uforstående over for, at det kan være muligt at få udleveret meget store mængder af et bestemt lægemiddel, som patienten aldrig vil kunne nå at bruge.

- Når det i dag er muligt for samme person at få udskrevet tilskudsmedicin, der svarer til mere end 20 års forbrug, så er der et hul i reglerne, og det skal vi have lukket. Derfor har jeg nu bedt mit ministerium se på, hvordan vi kan ændre reglerne, så vi kan forhindre lignede sager.

Formanden for de praktiserende læger (PLO), Jørgen Skadborg, siger til Jyllands-Posten, at det lyder fornuftigt at sætte et loft over, hvor meget Ozempic et apotek må udlevere til en borger. Men det bør være en sag mellem apoteket og patienten.

- Jeg kan næsten ikke se, hvordan man ellers skulle gøre det. Som læger tager vi stilling til, om et lægemiddel er relevant for patienten. Vi er helst fri for at interessere os for, om patienten får 500 tabletter ad gangen eller 10 ad gangen, siger han til avisen.

Apoteker bad læge skrue ned

I en konkret sag om udlevering af store mængde Ozempic skrev apoteker Ute Pørksen fra Ballerup Apotek en bekymringshenvendelse 31. oktober 2022 til Styrelsen for Patientsikkerhed.

Apotekeren skrev, at en læge havde skrevet en recept på Ozempic, så en enkelt patient i løbet af cirka 11 måneder havde hentet i alt 329 pakninger, svarende til over 27 års forbrug.

På grund af tilskudsreglerne til medicin, hvor en patient maksimalt selv kan betale 4.575 kroner og derefter får resten betalt af regionen, betyder det, at den pågældende patient fik udleveret medicin svarende til over 400.000 kroner uden at betale en krone.

Ifølge bekymringshendvendelse skrev apotekeren til den pågældende læge og bad ham om en forklaring på den usædvanlige recept.

Lægen svarede tilbage, at han også havde undret sig over patientens ønske om at kunne hente 10 pakker Ozempic ved hvert apotekerbesøg, og havde derfor ændret recepten, så patienten kun kunne hente en enkelt pakke ved hvert besøg.

- Det er totalt uansvarligt at udskrive Ozempic i så monstrøse mængder, har Ute Pørksen sagt til Jyllands-Posten.

Styrelsen for Patientsikkerhed oplyser til DR Nyheder, at den har bedt lægen om at ændre sine ordinationer af Ozempic, så patienterne ikke kan hente så store mængder medicin og at han derefter har rettet op.

Styrelsen har ikke politianmeldt lægen.

DR Nyheder har forgæves forsøgt at få en kommentar fra lægen.