Anne Skov Jensens telefon bipper, som tilhørte den en teenager på de sociale medier. Det er dog hverken beskeder eller notifikationer, Annes telefon advarer om, det er mere dagligdags ting som en gåtur med hunden, eller at nu er det tid til frokost.
Anne Skov Jensen på 53 år er uddannet politibetjent, jurist og advokat. Og hun har tidligere haft sin vante gang i retten som anklager.
Umiddelbart en verden langt fra den hverdag, Anne har i dag, hvor hun skal have hjælp til at få struktur til at komme igennem dagen og hjælp til mange af de daglige praktiske gøremål.
- Jeg får hjælp af min støtte- og kontaktperson til både at få tingene planlagt og til at få dem prioriteret, og så hjælper hun mig blandt andet også med at lave salatbøtter til hele ugen, som jeg kan spise til frokost.
- Oveni er min tidsfornemmelse også dårlig, og jeg har svært ved at huske. Så jeg har brug for noget, der popper op og siger, "Nu skal du det. Nu skal du det. Nu skal du det", forklarer hun.
Var betjent og læste jura samtidig
Anne Skov Jensen har den type autisme, der hedder Aspergers syndrom og sidediagnosen ADHD. Hun fik først diagnoserne, da hun var i midten af 40'erne, men hun har levet med det hele livet, som hun selv udtrykker det.
Derfor var det også noget af en udfordring både at tage uddannelserne og passe arbejdet. Diagnoserne har måske gjort det mere udfordrende, men de har aldrig stoppet Anne i at følge sine drømme.
- Da jeg havde været i politiet meget kort tid, vidste jeg allerede, at jeg gerne ville være anklager, og så gik jeg i gang med at læse jura, da jeg var færdig med grunduddannelsen på politiskolen. Så jeg læste jura om aftenen, og arbejdede samtidig som betjent på treholdsskift.
Avanceret notesystem
Det første år på jurastudiet gik dårligt, men så knækkede Anne koden og klarede uddannelsen på sin helt egen måde. Eksempelvis deltog hun aldrig i forelæsninger, fordi der var for mange mennesker på et sted og for mange lyde.
- Jeg fik lavet et helt vildt notesystem med farvekoder og forskelligfarvede tuscher, som bare virkede super godt. Men det var jo lidt ekstremt i forhold til de andre. Det var med masser af post-it og kæmpe ringbind over det hele, og hvert fag havde hver sin farve. Det var rimelig nørdet, fortæller hun.
Det blev ikke bedre senere i arbejdslivet med krævende opgaver som anklager ved både byretten og landsretten. Der var dog også gode ting ved at have sin gang i retssalene. For hvis der er noget, en autistisk hjerne godt kan lide, så er det regler, orden og system.
- Det er meget formelt at møde i retten. Der er sådan nogen faste vendinger og termer, man lægger ud med og afslutter med. Man taler pænt til hinanden. Det er fuldstændig struktureret, og det kan jeg godt lide.
Havde plan a, b, c og d
Et er det formelle. Noget andet er en retssag med vidner og forklaringer, der pludselig kunne ændre sig undervejs.
- Det var stressende for hovedet, fordi der var mange informationer og meget at holde styr på. Og specielt det der med, hvis den struktur, jeg havde oppe i hovedet, ikke helt holdt. Så det var virkelig noget, der krævede meget energi og mange kræfter af mig.
- Jeg lavede altid rigtig mange notater og undersøgte tidligere domme og den slags. Jeg tog højde for alle mulige forklaringer, der kunne blive ændret undervejs. Hvis et vidne for eksempel ændrede forklaring i forhold til det, der var blevet forklaret til politirapporten, eller andre oplysninger der pludselig kom til. Det kunne også være, at den tiltalte pludselig nægtede sig skyldig og havde kendt sig skyldig til politiet.
Lukker ned og ligger i fosterstilling
Selvom Anne Skov Jensen forsøgte at klare sig med ekstra forberedelser, kunne hun ikke holde til det i længden. Hun var sygemeldt med stress ad to gange med omkring 8-10 måneders sygemelding, før hun i 2012 fik tildelt førtidspension.
Dermed er der ikke længere det samme arbejdspres, men Anne får stadig nedture flere gange om året, hvor hun må have hjælp til at komme op igen. Hun får også noget, hun kalder nedsmeltninger.
- De kommer pludselig. Jeg kan mærke, at jeg ikke rigtig kan mere. Min hjerne kan ikke rigtig tænke, og jeg bliver hurtigt overvældet. Og så får jeg det fysisk dårligt.
- Det er simpelthen som om, hele hovedet vokser, og så får jeg voldsom trykken i tindingerne, ildrøde kinder og brystsmerter. Jeg kan også få ondt i maven. Det er ret ubehageligt, og jeg kan lukke så meget ned, at jeg slet ikke kan være sammen med mennesker. Der er et par gange, hvor jeg simpelthen har måtte gå ud i bryggerset og gemme mig derude, for det var det eneste, jeg lige kunne finde ud af. Og hvis jeg bliver spurgt om noget, så kan jeg heller ikke svare. Jeg kan slet ikke tage stilling.
- Der lukker jeg fuldstændig ned og ligger sådan helt krummet sammen i fosterstilling. Og der kan jeg ingenting, bare at ligge og så vente på at det går over. Det er sådan en tilstand, hvor jeg nærmest er væk. Jeg hører dog alt, hvad der sker omkring mig, men jeg kan ikke bearbejde noget information. Det er lidt svært at beskrive. Men det er simpelthen som om, at hjernen slukker helt. Og så går der noget tid. Der kan gå alt fra en halv time til flere timer.
Fokus på det positive
Selv om Anne i dag ikke har et funktionsniveau, der gør, at hun kan være på arbejdsmarkedet, har hun med tiden lært at acceptere det. Nu bruger hun tiden på at sprede viden om autisme og ADHD og har blandt andet lavet en online vidensbank og stiftet et løbehold, A-Team, som er for mennesker med Autisme og ADHD og deres pårørende samt fagfolk.
- Jeg vil gerne rigtig meget, men jeg bliver hele tiden mindet om, at jeg meget hurtigt får et alt for højt stressniveau og har brug for rigtig meget tid til restitution. Dette sker endda i mit hjemlige miljø, hvor jeg selv kan bestemme farten og ikke bliver stresset yderligere ved at skulle forholde mig til andre end min familie.
- Jeg kan ikke ændre på min situation, så jeg gør alt, hvad jeg kan for at se frem og have fokus på det positive.
Anne Skov Jensen er sammen med især sin datter Nina med i DR Dokumentars programserie om mennesker med autisme. Programmerne hedder 'De skjulte talenter' og giver seerne indsigt i, hvordan nogle mennesker med autisme ser verden - både deres egen og de såkaldt 'normale menneskers'.