Senioranklager hos Statsadvokaten, Trine Sorgenfri, bliver tiltalt for at misbruge sin stilling, lyve over for retten og forsøg på medvirken til falsk forklaring.
Det oplyser Rigsadvokaten i en pressemeddelelse.
Dermed mener Anklagemyndigheden, at Trine Sorgenfri har instrueret politividner i, hvad de skulle forklare i retten i en stor hashsag, der udspringer af 'Operation Nordlys' - politiets hidtil største aktion mod hashsælgere i Pusherstreet på Christiania.
- Den omfattende efterforskning viser efter min opfattelse, at en anklager groft har tilsidesat det ansvar, som vi og samfundet har givet hende. Det er en helt usædvanlig og meget alvorlig sag.
- Ingen må kunne stille spørgsmål ved anklagemyndighedens objektivitet og ordentlighed. Det er simpelthen en del af fundamentet for vores straffesystem i Danmark, siger konstitueret rigsadvokat Jan Reckendorf i meddelelsen.
Trine Sorgenfri nægter sig fortsat skyldig, oplyser hendes forsvarsadvokat Stine Gry Johannessen.
- Min klient er ked af tiltalen, men samtidig lettet over, at efterforskningen efter halvandet år endelig er færdig. Og så er vi glade for, at Statsadvokaten har frafaldet nogle af sigtelserne, så dele af sagen er sluttet, inden den kommer for retten, siger hun.
En anden anklager har også været sigtet for stillingsmisbrug og pligtforsømmelse i sagen. Hun blev sammen med flere andre anklagere undersøgt af Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP), der efterforsker straffesager mod anklagere og politifolk.
Men sigtelsen mod den anden anklager er i dag frafaldet, lyder det i pressemeddelelsen.
- Anklagerens handlinger er alvorlige, men de har ikke en sådan grovhed, at vi rejser en straffesag. Hun har ikke løjet og heller ikke forsøgt at få politividner til at lyve over for retten. Sagen vil i stedet blive behandlet personaleretligt, siger konstitueret rigsadvokat Jan Reckendorff.
Dermed er det kun Trine Sorgenfri, der skal for retten i sagen.
Tæt kontakt mellem anklager og vidner
Sagen begyndte at rulle i efteråret 2016. Midt i en stor sag om hashhandel på Christiania, der var anket til Østre Landsret, blev anklager Trine Sorgenfri pillet af sagen.
Der var nemlig opstået mistanke om, at hun havde haft tæt kontakt til tre agenter fra politiet og givet dem instrukser i, hvad de skulle sige som vidner i retten.
I nogle mails bad anklageren for eksempel politiagenterne om at identificere mistænkte.
Her kan du se et eksempel:
Trine Sorgenfri har ikke ønsket at lade sig interviewe om sagen, men DR Nyheder har haft adgang til den fortrolig afhøringsrapport med hendes forklaring. Her fortæller anklageren blandt andet, at der hyppigt var kontakt mellem anklagere og politiagenter.
- Dette var sket ”tusindvis” af gange i sagen også blandt de øvrige anklagere, har Trine Sorgenfri fortalt i en afhøring med Den Uafhængige Politiklagemyndighed.
Rigsadvokaten har efter sagen skærpet betingelserne for anklageres kontakt med vidner. Derudover vil det fremover - som udgangspunkt - være forbudt for en politiagent både at være efterforsker og vidne i samme straffesag.