Kun 17 dage efter hun var blevet mor, begik Anja selvmord ved at springe ud fra Rundetårn midt i København. Tilbage stod den nybagte far, Anders, og skulle både tackle chokket og sorgen, og samtidig tage sig af deres lille nyfødte søn, Alfred.
Anja var blevet ramt af en kraftig fødselsdepression, som hverken sygehuset eller Anders indså omfanget af, før det var for sent.
- Jeg ville godt have vidst, at selvmord faktisk er en mulighed, og at det er noget, der sker, og at det er en beslutning, folk kan tage, når de har det rigtig, rigtig dårligt, for det vidste jeg ikke, siger Anders i dag et år efter til P1 Dokumentar.
Da maven voksede kom tvivlen
Anja blev gravid i januar 2016, og i løbet af foråret begyndte Anja og Anders at bygge rede. De fik renoveret deres lejlighed færdig og gik til fødselsforberedelse, og Anders beskriver det som en god tid.
Men samtidig med at maven blev større, voksede Anjas bekymringer, og to måneder før termin kom tvivlen på hendes evner som mor snigende. Hun fik svært ved at sove.
- Hun lå mange nætter og kunne ikke sove og googlede fornuften ud af alting. Hun kunne finde frem til alle mulige bekymrende scenarier, fortæller Anders.
Han valgte dog at tro på, at hendes bekymringer nok var forstærkede af hormoner, og at det ville blive bedre, når hun havde født.
Var lykkelig da Alfred blev født
I første omgang fik Anders ret. Den 24. september 2016 fødte Anja en søn, der skreg og havde det godt. Og Anja havde det også godt, da han blev født.
- Jeg har nogle billeder fra barselssengen få timer efter fødslen, hvor vi lå i den seng, mig, Anja og Alfred. Der kan du se på hende, at hun er virkelig lykkelig, og det er jeg også, siger Anders.
Men da den lille familie efter et par dage på barselshotel flyttede hjem i deres egen lejlighed, tog bekymringerne til. Anja kunne ikke sove, og hun følte ikke, at hun kunne tage sig af lille Alfred. Efter blot en nat i hjemmet på Nørrebro flyttede parret tilbage på barselshotellet, hvor Anja begyndte at få doseret sovemedicin.
Men hurtigt vurderede personalet, at Anja efterhånden var så psykisk ustabil, at de var nødt til at lade hende indlægge på Rigshospitalets Center for Sårbare Gravide og Barslende, hvor de blandt andet behandler patienter med fødselsdepression.
Anja fik dagligt besøg af venner, familie, læger og psykiatere, men hun fik det ikke bedre. Tværtimod. Og hverken den antidepressive medicin eller sovemedicinen hjalp mærkbart.
Troede modermælken var dårlig
Anders husker især, hvordan hun var så meget i tvivl om sine evner som mor, at hun også var sikker på, at hendes mælk ikke var god nok.
- Der var 25 jordemødre, der fortalte hende, at det ser rigtig godt ud med amningen. Han får mad, han suger godt til, og når han så er færdig, er han træt og tilfreds. Men Anja kunne bare ikke se det.
- En dag trykkede Anjas mor hende på brystet, for Anja var overbevist om, at der ikke var noget mælk. Der sprøjtede en lang stråle mælk ud. Og så gik der ikke særlig lang tid, før hun sagde: ‘min mælk er jo dårlig’.
Risiko for selvmord
Efterhånden var Anjas mentale tilstand så formørket, at eksperterne vurderede risikoen for selvmord til at være så høj, at vinduet på hendes stue skulle låses fast, og at der skulle sidde en vagt ved hendes dør, så hun ikke stak af.
- Det virkede dybt latterligt, at der skulle sidde en medicinstuderende uden for hendes dør og læse lektier. Men jeg var også uvidende om de fatale konsekvenser, det kan have, siger Anders.
Efter et par dage med tillukkede vinduer og en vagt foran døren, vurderede psykiaterne ifølge Anders, at hun skulle prøve at sove uden hjælp fra sovemedicin. Og desuden fortæller Anders, at de også besluttede, at vagten uden for døren ikke længere var nødvendig. Men da morgenen kom, havde Anja ikke lukket et øje hele natten.
- Jeg sagde: ‘Du er nødt til at få noget søvn. Bliv liggende her, så går jeg lige ud på gangen med Alfred og spiser noget morgenmad’.
Forsvandt fra stuen
Anders sad sammen med Alfred lidt væk fra deres stue, da en ansat kom og fortalte, at Anja var væk. Ingen havde set hende forsvinde fra stuen. Men da de opdagede det, gik den vilde jagt rundt på hospitalet for at finde hende. Politiet blev kontaktet, og Anders cyklede hjem til deres lejlighed og rundt i byen for at lede efter hende, overbevist om, at han ville finde hende. Men hun var ingen steder.
Tilbage på hospitalet sad han sammen med Anjas mor, da der kom to betjente og fortalte, at de havde fundet Anja. At hun havde taget sit eget liv. At hun var sprunget ud fra Rundetårn.
- Jeg skriger, da jeg får det at vide. Jeg kaster mig ned på gulvet og slår på gulvet med knyttede hænder, og råber ‘nej, nej, det kan ikke være rigtigt! Hvordan er hun død?’ Og vi hører så, at hun er sprunget ud fra Rundetårn, og at dem, der var deroppe, troede, hun var ved at tage en selfie, da hun kravlede op.
Vid det kan gå galt
I dag er det et år siden, at Anja begik selvmord. Og netop det, at man kan blive så syg, så man faktisk overvejer et selvmord, er en viden, Anders gerne ville have haft, når han tænker tilbage.
- Tag det alvorligt, hvis dem, du lever tæt sammen med, siger, at de har det virkelig dårligt. Man skal ikke gå rundt og frygte det værste, for det er da en skrækkelig måde at leve på. Men vid, at det kan gå rigtig, rigtig galt.
Anders har kæmpet med sorgen og vreden over sin situation, og det har været svært pludselig at skulle være alenefar. Men det går efterhånden lidt bedre, og Anders er taknemlig for, at Alfred har fire bedsteforældre, der alle sammen elsker ham.
Men han tænker stadig på alt det, han havde håbet, de skulle sammen, ham, Anja og Alfred.
- Der bliver længere og længere mellem, at jeg har det virkelig skidt, og at jeg græder virkelig meget, og det giver mig da noget håb for fremtiden. Det er slet ikke slut endnu, det her liv. Alfred skal i vuggestue, børnehave, skole, have venner og uvenner og alt muligt.
- Jeg troede, vi skulle noget, og det skal jeg ikke. Jeg skal ikke være en lille familie. Det skal være noget andet nu. Nu er det mig og Alfred.
Anders optræder kun under sit fornavn af hensyn til sit og Alfreds privatliv.