Det var ikke nøje planlagt.
Der var ingen medsammensvorne, ingen på forhånd indkøbte remedier, ingen sikre flugtruter.
Faktisk anede den 19-årige Julius Rasmussen, da han vågnede om morgenen den 21. oktober 1885, slet ikke, at han senere samme dag ville forsøge at dræbe Danmarks politiske overhoved.
Attentatet på regeringslederen Estrup er Danmarks eneste attentat mod et statsoverhoved i nyere tid. Et attentat som er næsten glemt i vores tid, men som fik folk til at frygte borgerkrigslignende tilstande i Danmark for 132 år siden.
Skuffende møde gav idéen til drabet
Syv minutter. Så længe varede det møde i Folketinget, som den unge typograf Julius Rasmussen havde overværet.
Det var startet klokken et, det var sluttet klokken syv minutter over et, og det var slet ikke nok. Ikke med tanke på, hvad der foregik i landet.
Regeringslederen – eller konseilspræsidenten som det hed dengang - Jacob Brønnum Scavenius Estrup var højre-politiker, godsejer og mildest talt ikke en ’folkets mand’.
Estrup så sig selv først og fremmest som repræsentant for kongen i stedet for folket - og han mente, at godsejerne skulle have en særlig rolle i demokratiet, og deres stemmer skulle tælle mest.
Venstre-tilhængeren Julius Rasmussen mente – ligesom partiet og en hel del andre - at det var en usædvanligt dårlig idé. De ønskede folketingsparlamentarisme, hvor regeringen blev dannet ud fra et flertal i folketinget – men Højre insisterede på, at kongen havde fuldkommen ret til at udnævne regeringen.
Konflikten skabte en situation, som var tæt på at ende i et væbnet oprør i 1885. Landet var på randen af borgerkrig.
- Gennem Estrups regime blev den demokratiske proces gradvis afmonteret - man indskrænkede demokratiet - og det var den frustration, som det skabte i befolkningen, der kom til udtryk hos Julius Rasmussen, siger museumsleder ved Politimuseet, Frederik Strand.
- Der var en voldsom diskussion i samtiden omkring det her, og bølgerne gik meget højt, fortsætter han.
Historiker René Karpantschof mener ligefrem, at Danmark på det tidspunkt nærmer sig diktaturet.
- Regeringen udsteder deres egne love uden, at de folkevalgte politikere har noget at sige. Så det demokrati, der var på vej, er afskaffet. Folketinget er sendt hjem, redaktører og oppositionspolitikere fængsles, og Danmark ligner faktisk et diktatur, siger han.
Samtidig opretter Venstre-tilhængere riffelforeninger, som man helt åbent truer med at bruge til en folkelig frihedskamp mod regeringen, og frygten for en borgerkrig lurer, forklarer René Karpantschof.
Selv muligheden for politiske mord bliver omtalt i medierne. Eksempelvis svarede Politiken i en rubrik ”nej” til et spørgsmål om, hvorvidt ”et politisk mord er vanærende for den, der forøver det.”
”Er De gal, mand???”
Måske var det derfor, Julius Rasmussen tog sin beslutning efter det skuffende møde i Folketinget. I stedet for at tage hjem til sine forældre på Christianshavn, hvor han boede, fortsatte han rundt i de københavnske gader.
Og det var, mens han gik her, at han kom til at tænke på, hvordan det ville være “en i det hele taget gavnlig og formålstjenlig handling at rydde konseilspræsidenten af vejen,” som han senere fortalte til politiet.
Julius Rasmussen gik i forvejen rundt med revolver og ammunition, som så mange danske mænd gjorde i 1885 - så der var ikke langt fra tanke til handling.
Det var blevet eftermiddag, og Julius Rasmussen var nået til Toldbodvej 26 i København, Estrups hjem. Det var Estrup også.
“Er De minister Estrup?” spurgte Julius Rasmussen regeringslederen, mens Estrup ventede på, at fordøren blev åbnet for ham.
Da Estrup svarede ja, udbrød den unge typograf et “nå, så!”, mens han fra sin frakkelomme trak en lille pistol, løftede den og affyrede et skud mod Estrup bryst.
“Skyder De på mig? Er De gal, mand?” udbrød Estrup, inden Julius Rasmussen affyrede endnu et skud.
Efter det andet skud blev Julius Rasmussen overmandet af et par tilfældige forbipasserende og tilbageholdt. Han modsatte sig ikke.
I stedet afleverede han roligt sin revolver og proklamerede, at han “kun ville gøre noget godt til gavn for friheden.” Og han fortsatte:
“Jeg står ved min handling og tager følgerne af den, for jeg har mine principper at gå efter!”
Lykketræffet
På trods af at skuddene blev affyret på 1-2 meters afstand, faldt Estrup ikke sammen, men blev stående. At han ikke omkom ved attentatforsøget, beskriver Frederik Strand som “et lykketræf.”
- I 1885 er situationen i Danmark alvorlig, og der nærmer sig et væbnet oprør. Alligevel har Estrup ingen politifolk, der følger ham, og ingen der beskytter ham overhovedet. Han har ikke regnet med, at et attentatforsøg kunne ske, og det kommer som en fuldstændig overraskelse for ham. At han ikke dør, da han bliver skudt, er et rent lykketræf, siger han.
At Estrup overlever, skyldes flere ting. For det første Julius Rasmussens dårlige pistol, som beskrives som en “damerevolver”. Det er en 7,5 mm seksløber, og en kaptajn ved artilleriet kalder den senere for et ikke “1. klasses våben.”
Med sin ringe revolver prellede den første kugle af på en stofbeklædt frakkeknap og satte sig fast imellem frakken og foret lidt højere oppe. Den anden kugle skød forbi.
Egentlig havde revolveren fire skud tilbage, men som Julius Rasmussen senere forklarede, troede han for det første, at formålet var lykkedes, og desuden fandt han det “uværdigt at skyde mere end to gange på en ubevæbnet mand.”
Selv var konseilspræsidenten så meget ved hægterne, at han efter en omklædning tog videre til middagsselskab på Amager - hvor han først fortalte om attentatforsøget, da mændene var alene i rygeværelset af hensyn til selskabets damer.
Attentatet gavnede Estrup
De forhåbninger, Julius Rasmussen havde om, at hans attentat skulle forårsage “en forandring i den politiske tilstand,” lykkedes ikke. I hvert fald ikke den slags forandringer han ønskede.
Tværtimod mildnede attentatforsøget den oprørte stemning mod konseilspræsidenten.
- Det, som Julius Rasmussen laver, er katastrofalt dumt, fordi Estrup benytter det til at skærpe sit regime, siger Frederik Strand.
- Der var stadig folk, der støttede op om Julius Rasmussens handlinger, men en stor gruppe begyndte at tøve. De var nervøse for, hvad ville det føre med sig. Ville det føre til borgerkrigslignende tilstand i Danmark? Derfor steg opbakningen til Estrup efter attentatet.
Julius Rasmussen blev dømt 14 års tugthusarbejde i Horsens Tugthus. Efter fire år begik han selvmord ved at hænge sig i strimlerne fra sit lagen.
På lang sigt lykkedes det dog ikke Estrup at indskrænke demokratiet. Ved valget i 1890 gik Højre tilbage, og i 1894 indgik Højre og Venstre forlig. I 1915 blev grundloven ændret. Hermed blev den privilegerede valgret afskaffet – godsejeres stemmer kunne ikke vægte højere end andre – og folkestyret brød igennem.
Kilder: ‘Konseilspræsidenten’ af Ditlev Tamm og ‘Julius’ af Vagn Nygaard, interview med museumsleder ved Politimuseet, Frederik Strand og historiker, René Karpantschof.