Flere og flere børn ringer til Børnetelefonen for at søge hjælp. Det er særligt børn, der er ramt af angst eller symptomer på psykisk mistrivsel, der i stigende grad henvender sig. De udgør nu en tredjedel af de omkring 50.000 årlige opkald, hvilket svarer til godt 38 opkald om dagen.
Vicedirektør hos Børns Vilkår, Helle Tilburg Johnsen, fortæller, at de 14.234 opkald dækker børn, der har ondt i livet. Det dækker over psykiatriske ting som blandt andet spiseforstyrrelser, angst, tristhed, ensomhed og depressive tanker.
- Det er rigtig bekymrende, for det afspejler jo, hvordan børn og unge har det. Og at det er en rigtig stor gruppe, der har ondt i livet og som ikke trives, siger Helle Tilburg Johnsen.
Kan ikke tale med de nære voksne
Henvendelserne dækker bredt, og der er nogen, som både har brug for professionel hjælp, og nogen, som mest af alt har brug for en voksen at tale med.
- Der er dem, der ikke har nogen at tale med og som ikke føler, de præsterer i forhold til de høje krav, der bliver stillet. De har ingen at dele bekymringerne med og bliver i tvivl om deres eget værd. De er angste og bekymrede.
- Så er der dem, hvor det handler om alvorlige diagnoser, hvor de måske har en alvorlig spiseforstyrrelse og føler sig meget ensomme med problemet. De har skyldfølelse og har svært ved at være i det almindelige liv, hvor der er fokus på det, de har et svært med, siger Helle Tilburg Johnsen.
Hvorfor ringer de til jer?
- Nogen har forsøgt at tale med en voksen men har ikke opnået at blive taget alvorligt. De føler ikke, de voksne har tid eller fanger de symptomer, de udviser. Eller der er nogen, som ikke føler, den snak, de har haft med de voksne, var givende nok, siger Helle Tilburg Johnsen.
Det vigtigste er at lytte
Børnene, der ringer til Børnetelefonen, får lov til at være anonyme. I den anden ende sidder en frivillig med børnefaglig baggrund klar til at lytte. Hvis det er nødvendigt, og barnet er klar til at opgive sin anonymitet, bliver der formidlet kontakt til en bisidder, som er en socialrådgiver, der kan hjælpe barnet videre i systemet.
- Det vigtigste, vores frivillige skal, er at lytte. Vi håber, at barnet får tillid til at gå tilbage og tale med en voksen om problemerne. Vi får heldigvis mange tilbagemeldinger fra børn, vi har hjulpet. Men nogen gange er det også rigtig alvorligt, som hvis et barn fortæller, at det har taget en håndfuld piller - så ringer vi selvfølgelig efter en ambulance, fortæller Helle Tilburg Johnsen.
Hun fortæller, at børn fra udsatte familier med for eksempel misbrugsproblemer er mere udsatte end andre. Men generelt kommer der henvendelser fra børn i alle samfundslag.
Det vigtigste er, at de voksne tager sig tid til at lytte, siger Helle Tilburg Johnsen.
- De nære voksne skal være opmærksomme på ændret adfærd eller børn, der hænger med næbbet. De skal tage den tid, det kræver, så barnet har mulighed for at fortælle stort og småt. Man må ikke bagatellisere problemerne, for så vokser de - de skal spottes tidligt. Man skal kigge på barnets trivsel generelt og være forebyggende, siger Helle Tilburg Johnsen.
Ikke flere tilfælde generelt
Selv om der kommer flere og flere henvendelser om angstrelaterede sygdomme, så vurderer seniorforsker og overlæge i børne- og ungdomspsykiatri, Pia Jeppesen, fra Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center i Glostrup ikke, at det er et udtryk for, at der er en stigning i antallet af børn, der døjer med disse lidelser.
- Jeg vil ikke afvise det, men vi ved fra befolkningsundersøgelser i hele verden, at forekomsten af psykiske sygdomme er stort set uændret. 8-10 procent af unge vil på et tidspunkt have haft angst eller en depressiv tilstand. Så tallene tyder ikke på en stigning, siger Pia Jeppesen.
De mange henvendelser til Børnetelefonen er måske mere et udtryk for, at det er nemmere at søge hjælp, og at det er blevet mindre tabuiseret, så de unge selv tør bede om hjælp, forklarer Pia Jeppesen.
- Måden vi taler om det på, har ændret sig. Da jeg var ung, var der mange af os, der havde det svært, men vi kunne ikke drømme om at kalde det angst eller depression. Det var ikke begreber, der var der. Nu hører de unge om det og genkender sig selv og har lettere ved at tage ordene i sin mund, siger Pia Jeppesen.