Børnetelefonen kimer som aldrig før

30-års fødselaren Børnetelefonen modtager flere og flere henvendelser.

Den 1. september fejrer Børnetelefonen sin 30 års fødselsdag, og der er stadig flere børn, der søger råd og hjælp hos telefonens 450 frivillige. (Foto: © Monkey Business Images)

Når hverdagen bliver for fuld af problemer med kærligheden, digital mobning og forældre i skilsmisse, så er der flere børn, der ringer til Børnetelefonen.

Sidste år henvendte omkring 41.000 børn fra hele landet sig til Børnetelefonen. Det er en stigning på 36 procent i løbet af de seneste fem år.

- Det er blevet mere kendt, at det kan nytte noget at få rådgivning fra Børnetelefonen, forklarer Rasmus Kjeldahl, direktør for Børns Vilkår, der står bag telefonen.

Stigningen skyldes også, at der er kommet flere frivillige og flere platforme, hvor børnene kan henvende sig og længere åbningstider på telefon, sms og chat.

- Det betyder, at vi får fingeren på pulsen i forhold til, hvad der rører sig blandt børnene i Danmark. Den viden kan bruges til at råbe op politisk, siger Rasmus Kjeldahl.

Børnetelefonen fejrer den 1. september sin 30 års fødselsdag med en stor fest for de 450 frivillige. Selvom direktør Rasmus Kjeldahl spår, at der også vil være en Børnetelefon fremover, så kan det være, at børnene også skal have hjælp på andet end telefonen.

- Vi vil gerne møde børnene der, hvor de er. Hvis det så ikke længere er telefonen, så flytter vi os derhen, hvor børnene er, siger Rasmus Kjeldahl.