Afgørelse: 75 patienter skadet af behandling hos psykiatere

Patienterstatningen har aldrig før behandlet så store enkeltsager. Hver fjerde patient har fået forkert diagnose.

24 patienter, der har været i behandling hos en vestjysk psykiater med en hjerneskade (billedet forrest), er blevet tildelt erstatning for den behandlingsskade, de har været udsat for. (Foto: © Dr, DR)

I årevis blev patienter alvorligt fejlbehandlet af den nordjyske psykiater, Arne Mejlhede, og en vestjysk psykiater med en hjerneskade.

75 af patienterne er nu blevet tildelt erstatning. Dermed har de fået Patienterstatningens ord på, at de er blevet behandlingsskadet af en af de to psykiatere, mens psykiaterne fortsat praktiserede.

Det viser en opgørelse fra Patienterstatningen, der nu har afgjort stort set alle erstatningssager, der vedrører behandling hos de to psykiatere, som DR tidligere har omtalt.

Hos Patienterstatningen har direktør Karen-Inger Bast ikke set noget lignende i de snart 25 år, Patienterstatningen har eksisteret.

- Vi har aldrig haft så store enkeltsager på to konkrete læger eller psykiatere, som der er tale om her, siger hun.

Mange sager anerkendt

Erstatningssagerne er kendetegnet ved, at mange af anmeldelserne er blevet anerkendt.

I 2015 blev 16 procent af alle anmeldelser om behandlingsskader i psykiatrien anerkendt af Patienterstatningen.

I sagerne om de to psykiatere er anerkendelsesprocenten oppe på 36,4 procent i sagerne om Arne Mejlhedes behandling. Og 27,6 procent i sagerne om behandling hos den vestjyske psykiater med en hjerneskade, som DR har valgt ikke at nævne navnet på.

Den høje anerkendelsesprocent bekræfter sagernes alvor, siger Thorstein Theilgaard, der er generalsekretær i Bedre Psykiatri – Landsforeningen for pårørende.

- Vi ved, at det desværre er sådan, at hvis du søger erstatning med afsæt i psykisk sygdom, er det meget sværere at få erstatning. Så når vi trods alt er oppe i, at en markant højere andel får erstatning, end vi normalt ser, så er det meget grelt, det vi har været vidne til, siger han.

Forkerte diagnoser

Hver fjerde patient, der har fået erstatning i sagerne om de to psykiatere, har fået en forkert psykiatrisk diagnose.

- Har man fået forkert diagnose, har man typisk også fået forkert behandling, det kan være forkert medicin, eller at der er skiftet medicin, der ikke burde være skiftet, siger Karen-Inger Bast.

Har I gjort noget særligt i forhold til at behandle de her sager?

- Nej, vi har erfarne medarbejdere, der er vant til at behandle psykiatrisager og gode psykiatriske lægekonsulenter. Men det har været noget nyt, at der var så mange af dem. Det har vi ikke set før.

Mørketal

Mellem 2007 og 2013 var 1.966 patienter ifølge Sundhedsstyrelsen i behandling hos den vestjyske psykiater med en hjerneskade.

Psykiateren Arne Mejlhede havde mellem 2008 og 2013 2.506 patienter i behandling.

Samlet set har 234 af de psykiateres patienter anmeldt deres behandling til Patienterstatningen.

Thorstein Theilgaard fra Bedre Psykiatri mener, at antallet af erstatningssager kunne være meget højere, hvis flere patienter havde anmeldt deres behandling hos en af de to psykiatere til Patienterstatningen.

- Det er jo klart, at det er sandsynligvis kun en lille del af alle dem, der har været i behandling, der har orket og magtet at søge erstatning, siger han.

Lav erstatning til arbejdsløse

Der er udbetalt 5,3 millioner kroner i erstatning i de 75 anerkendte erstatningssager. Det svarer til, at hver enkelt har fået 71.000 kroner i erstatning.

Beløbet ville have været højere, hvis alle patienterne havde været på arbejdsmarkedet. Erstatningsansvarsloven er nemlig skruet sådan sammen, at erstatningsbeløb primært bliver udmålt efter tabt arbejdsfortjeneste.

- Der må vi desværre sige, at mange af de her psykiatriske patienter er uden for arbejdsmarkedet, siger Karen-Inger Bast.

Bedre Psykiatri mener derfor, at systemet skal laves om, så patienter uden for arbejdsmarkedet bliver kompenseret bedre end i dag.

- Smerten ved en fejlbehandling er jo den samme, uanset om du er i job som vinduespudser, eller du er førtidspensionist, siger Thorstein Theilgaard.

Behov for bedre rådgivning

Samtidig mener Thorstein Theilgaard, at der skal gøres mere for at gøre det nemmere for psykisk syge at søge erstatning.

- Vi har jo flere gange efterlyst, kunne man kigge på det her erstatningssystem og den rådgivende hjælp der skal til så det bliver bare en smule lettere for mennesker med psykisk sygdom at få vurderet deres sag, siger han.

Karen-Inger Bast mener, at det er ret nemt at anmelde en behandlingsskade og nævner, at Patienterstatningen sammen med Bedre Psykiatri har lavet en folder om erstatning målrettet psykisk syge.

Hun anerkender dog, at nogle patienter skal have hjælp til at søge erstatning og peger på, at patienter kan få hjælp hos patientvejledere på hospitalerne og de praktiserende læger.

- Jeg tror, at der i praksissektoren vil komme fokus på, at der altså er pligt til at hjælpe patienterne med at søge erstatning, siger hun.

Midt- og Vestjyllands Politi har rejst tiltale i en straffesag mod den vestjyske psykiater med en hjerneskade. Han er tiltalt for at have efterladt en af sine patienter i hjælpeløs tilstand i en campingvogn på psykiaterens gård på Mors, hvorefter patienten døde.

Hvis tiltalte bliver dømt, kan straffen lyde på helt op til otte års fængsel. Retssagen begynder til april.