Midt- og Vestjyllands Politi har i dag rejst tiltale i en straffesag mod en tidligere psykiater for at have efterladt en af sine patienter i hjælpeløs tilstand i en campingvogn på psykiaterens gård på Mors, hvorefter patienten døde.
Sagen, der kendes som ’Psykiater-sagen’, fik stor mediebevågenhed, efter DR Nyheder med billede kunne dokumentere, at den daværende psykiater, holdt patienten Jan Eggertsen i tilsyneladende livløs tilstand i sine arme, foran den campingvogn patienten senere blev fundet død i.
'Helt usædvanlig sag'
Hvis tiltalte bliver dømt, kan straffen lyde på helt op til otte års fængsel. Noget der bevidner om sagens alvor, lyder vurderingen fra lektor i sundhedsjura, Kent Kristensen.
-Det er helt usædvanligt. Jeg kan kun en eller to sager, der ville ligne den her. Og det, der er særlig usædvanligt er, at den daværende psykiater har haft den pågældende person i behandling og dermed også tilsidesætter en helt grundlæggende omsorgspligt man har som sundhedsperson, over for den man har ansvar over for.
Den tidligere psykiater har en pådraget hjerneskade. DR har tidligere afsløret, hvordan han i årevis var involveret i dødsfald og alvorlige fejlbehandlinger, før han blev stoppet i 2013.
Sundhedsstyrelsen var advaret
Sundhedsstyrelsen modtog alvorlige advarsler om psykiaterens behandlinger, men det var først ni år, efter at de modtog første advarsel, psykiateren blev frataget autorisationen.
Advarslerne kom fra en række forskellige personer og organisationer heriblandt patienter, pårørende, læger, misbrugscentre og kommuner.
Sagen var medvirkende til, at Sundhedsstyrelsens direktør, Else Smith, blev fyret 12. marts 2015.
Anklagemyndigheden forventer, at sagen formentlig kommer for retten inden for tre måneder.