Egentlig startede det godt, da 25-årige Theis Bornak Madsen som 18-årig begyndte at tage anabole steroider.
Sådan husker han i det i hvert fald.
Dengang - for syv år siden - havde han en stor interesse for styrketræning. Han læste meget om træning på nettet og talte med sine kammerater om det.
Han ville gerne have en flottere krop, som var det rene skind og ben efter en periode med kyssesyge. Og han ville gerne være mere tilfreds med sit liv.
Derfor besluttede han at tage steroider. Og den ulovlige doping virkede.
- Jeg havde det fantastisk, når steroiderne begyndte at virke, siger han.
- Jeg kunne kigge folk dybt i øjnene uden at kigge væk. Steroiderne gav mig en utrolig ro, fortæller han i dag.
Stofferne, som han tog i form af piller eller sprøjtede direkte ind i musklerne, tog han i lidt over to år. Han skaffede sig let adgang til steroiderne gennem folk fra omgangskredsen i Nordsjælland og fra dem, han faldt i snak med i træningscentre.
Og det, der bare skulle have været en kur til at starte med, bed sig fast. Theis Bornak Madsen tog flere kure over seks til 14 uger. Han blev afhængig og var på steroider i over to år.
- Mange af de positive ting gav mig lyst til at tage stofferne igen og igen, siger han.
Steroider og dårlig hukommelse
Men helt uden problemer var det langt fra.
Theis Bornak Madsen blev ramt af kraftige udbrud af akne, og arrene skæmmer ham stadig i dag. Han blev højrøstet og aggressiv, men levede også et turbulent liv i et hårdt miljø med "gang i den", som han selv siger.
Han fik også problemer med at huske. Det forfølger ham stadig.
- Jeg glemte, hvad folk fortalte mig efter bare 20 sekunder, siger han.
- Jeg husker stadig ad helvede til.
Samtidig ramte en let depression også Theis Bornak Madsen, men han har svært ved at sige, om det skyldtes steroiderne eller et hårdt liv, hvor han også har taget andre stoffer.
"Bivirkningerne er ikke det værd"
Den værste bivirkning er dog den hjertesygdom, som brød ud, da Theis Bornak Madsen havde taget steroider i lidt over to år - en sygdom som lægerne ifølge Theis Bornak Madsen kæder sammen med brugen af steroider.
Sygdommen slipper den 25-årige sjællænder aldrig af med, og derfor vil Theis Bornak Madsen gerne stå frem og fortælle sin historie.
For han forstår godt, at stofferne frister. De giver umiddelbart højere social status, godt velvære og en flot fysik blandt både kvinder og mænd.
Men unge bør også kende de negative sider af at tage anabole steroider og ikke kun lade sig fylde med de positive historier om doping, som dominerer på nettet, i træningscentrene og i bodybuilder-kredse.
- Virkningen af det er midlertidig, men bivirkningerne kan være permanente, og det er det ikke værd, siger han som advarsel til de mange, der overvejer eller allerede tager anabole steroider i dag.
Steroider og hjertesygdom
Først blev han fyret fra sit arbejde, blandt andet fordi han begyndte at få det dårligt.
- Jeg arbejdede som pedel på et plejehjem, og det var jeg rigtig glad for, men jeg blev ustabil i min mødetid, fortæller han.
Herefter gik det yderligere ned ad bakke.
Den dengang 20-årige unge fyr fra Hillerød begyndte at få problemer med at trække vejret. Han blev indlagt på hospitalet med nedsat hjertefunktion og lå på et tidspunkt i koma.
"Hjertet voksede helt sindssygt", fortæller Theis Bornak Madsen. Det blev slapt. Med egne ord fik han hjertesvigt, og han fortæller, at han i dag kun har en pumpefunktion på 25 procent. Han føler sig oldgammel.
- Jeg bliver nemmere syg og kan ikke yde så meget, siger Theis Bornak Madsen.
Nedsat levealder
Efter sygdomsudbruddet stoppede han sit misbrug. I dag er han på kontanthjælp, mens han bliver arbejdsprøvet på en hf-uddannelse.
Det skadede hjerte betyder, at Theis Bornak Madsen ved, at han ikke kommer til at leve så længe som andre 25-årige. Måske får han brug for en hjertetransplantation.
- Jeg har nok allerede en stærkt nedsat levealder. Jeg kan allerede mærke, at det er begyndt at gå ned ad bakke. Jeg er lige begyndt på hf, men jeg har svært ved at holde mig rask nok til at deltage i undervisningen, siger han.
Lige nu har han svært ved at træne, fordi han let bliver forkølet og syg, når træningen belaster kroppen.
Sygdommen slipper han aldrig af med.
Og han er ikke den eneste tidligere steroide-misbruger, som lever med bivirkningerne.
Et nyt studie fra danske forskere viser, at anabole steroider påvirker testosteronniveauet mange år efter, at den sidste dosis er sprøjtet ind i kroppen.
Det er bivirkninger som impotens, manglende sexlyst og depression, der hænger ved, viser undersøgelsen, som omfatter mænd, der tager steroider, mænd, der aldrig har taget steroider, og mænd, som tidligere har misbrugt stoffet. 40 procent af den sidstnævnte gruppe havde stadig bivirkninger flere år senere.
Bivirkningerne fra anabole steroider kan vare ved i flere år, fortæller Jon Rasmussen, ph.d.-studerende og læge ved medicinsk afdeling på Herlev Hospital: