En 18-årig dreng fra Fyn har i øjeblikket lidt svært ved at koncentrere sig i timerne i 3.g i gymnasiet.
Tankerne kredser om nogle videoer, han delte to til tre gange med flere venner og klassekammerater for to år siden - i midten af 2016.
- Jeg tænker over det hele tiden. Jeg kan slet ikke slippe det fra mine tanker lige nu, siger drengen, vi kalder Nic.
Nic optræder anonymt, fordi han frygter for konsekvenserne ved at stå frem. Hans rigtige navn er redaktionen bekendt.
Frygter sigtelse
Faktisk har Nic været nervøs og bange, siden politiet i mandags offentliggjorde, at over 1.000 unge bliver sigtet for at have delt nogle videoer med seksuelt krænkende optagelser af personer under 18 år.
Videoerne er de samme, som Nic også har delt.
Selv har Nic ikke fået brev fra politiet. Han er altså ikke sigtet, men han frygter at ende på samme hylde som de over 1.000 unge, der lige nu er sigtet for distribution af børneporno.
- Det er svært at fokusere i skolen og på arbejdet, når man sidder og tænker over det hele tiden, siger han.
Utrolig stor skam
Nic tænker både på sin fremtid og på offeret, som han slet ikke kender.
- Når jeg tænker tilbage på det, føler jeg en utrolig stor skam over mig selv, siger han.
- Jeg har utrolig ondt af offeret. Det er forfærdeligt, at det er sket for pigen, og at jeg har været med til at ødelægge hendes liv, tilføjer han.
Han kalder sig selv og alle andre unge, der har delt videoerne, for idioter.
Samtidig understreger han, at han som 15-16-årig var for ung til at gennemskue konsekvenserne af at dele videoerne - noget, der skete på Messenger.
Det var på en måde ligesom at bytte spillekort - det var bare noget, man gjorde. Nic beskriver, at videoerne "fløj rundt i Messenger på Facebook", og at alle vennerne havde videoerne eller havde hørt om dem.
Man bliver sgu indhentet en dag
Nu forstår han bedre konsekvenserne. Derfor opfordrer han yngre folk til at tænke sig mere om.
- Husk på, at ligegyldigt hvad man deler, kan det spores langt ud i fremtiden, og det kan føre til konsekvenser en dag. Man bliver sgu indhentet af det, siger den 18-årige gymnasieelev.
Samtidig ville han i dag ønske, at enten forældrene eller skolen have haft mere fokus på sociale medier og hævnporno, da han var yngre.
- Jeg bebrejder ikke nogen for det. Det er klart, at det er noget nyt, der er kommet frem, men det er synd, at man ikke har haft fokus på det noget før, siger han.
Ville skuffe forældrene
Selv vil han dog ikke gå hjem og tale med forældrene om det. Det er for svært.
- Hvis jeg går hjem til mine forældre og siger, at jeg har gjort det, vil de blive utrolig skuffede, siger Nic.
Han betegner sig selv som en person, der ikke normalt gør sådan noget, og sådan må de "sindssygt mange andre", der efter Nics opfattelse også har kendskab til materialet, også have det.
- Det er ikke bare mennesker, som er ligeglade med offeret, som har gjort det her. Der er nogle, som sidder rundt omkring og virkelig har det dårligt og fortryder de ting her, siger han.
Straf er fortjent
De mange sigtelser for at have delt eller efterspurgt videoerne kan ifølge Nic få folk til at tænke sig mere om.
- Jeg er 100 procent sikker på, at folk kommer til at være påpasselige fremover med deling af sådanne ting. Jeg tror, det har en god virkning, siger den 18-årige dreng fra Fyn.
- Den straf, der bliver uddelt, er uden tvivl fortjent, hvad det så end måtte være, tilføjer han.
Fyns Politi oplyser til DR Nyheder, at de har sendt brev ud til de første 40 unge i politikredsen, der skal til afhøring. Men i takt med at efterforskningen udvikler sig, kan flere risikere at blive indkaldt til afhøring og blive sigtet i sagen.
Kender du til sagen, eller er du selv en af de sigtede, hører vi gerne fra dig. Skriv til eetj@dr.dk.