Det skal du gøre, hvis dit barn har fået tilsendt børneporno

Forældre bør tale fornuft med børnene, frem for at kontakte politiet, lyder opfordringen.

Flemming Kjærside, der er politikommissær i NC3's afsnit for cyberrelaterede seksualforbrydelser. Foto: Marlene Zøllner (DR)

Forældre landet over har fået digital post om, at deres barn er blandt de omkring 1.000 personer, hovedsageligt unge, som er sigtet for at have delt seksuelt krænkende video- og billedmateriale med en dreng og en pige på 15 år.

Dertil kommer de omkring 125 unge, som bliver sigtet for besiddelse af børneporno, fordi de ifølge politiets efterforskning har efterspurgt videoen.

- Hvis man som forælder finder ud af, at ens barn har det krænkende materiale liggende, bør man slette det og tage en fornuftig snak med sit barn, lyder opfordringen fra Flemming Kjærside, der er politikommissær i NC3's afsnit for cyberrelaterede seksualforbrydelser.

- Slet det, og gør det aldrig mere, understreger han.

Landet politiafdelinger har i dag travlt med få afhørt de sigtede unge og rejse yderligere sigtelser, som efterforskningen skrider frem.

- At slette materialet betyder ikke, at man er ’home free’ (på sikker grund red.), men på nuværende tidspunkt har politikredsene rigeligt at se til med de nuværende og kommende sigtelser, fortæller Flemming Kjærside.

Derfor skal forældrene ikke umiddelbart henvende sig til politiet, men hellere få spredt budskabet om, at det er i strid med loven.

- Man bør også skrive til afsenderen og konfrontere dem med, hvad de har gjort, mener han.

Det krænkende materiale er blevet delt på Facebooks chatplatform Messenger frem til efteråret 2017.