En 17-årig dreng er i dag blevet varetægtsfængslet i fire uger, sigtet for voldtægt og drab på en 13-årig pige i den nordjyske by Hjallerup i aftes.
Det har Retten i Hjørring afgjort efter et knap tre timer langt grundlovsforhør.
Drengen blev anholdt mandag aften, efter at politiet havde fundet den 13-årige stærkt kvæstede pige ved et varmeværk i Hjallerup.
Fængslingen blev kæret til Landsretten, skriver Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Da grundlovsforhøret gik i gang, blev sigtelsen læst op af specialanklager Mette Bendix.
Her fremgik det, at den 17-årige sigtes for at have voldtaget og dræbt den 13-årige pige mandag aften. Pigen blev ifølge sigtelsen slået, dels med en mursten, dels med knyttet hånd, ligesom hun blev kvalt.
Forinden havde drengen ifølge sigtelsen tiltvunget sig samleje med pigen under anvendelse af vold og trusler om vold.
- Der er sket varetægtsfængsling i fire uger på særligt bestyrket mistanke om drab, siger Mette Bendix efter retsmødet.
Den sigtede skal også mentalundersøges.
DR’s retsreporter Caroline Clante fulgte grundlovsforhøret ved Retten i Hjørring.
Nægter sig skyldig i voldtægt
Den 17-årige nægter sig skyldig i voldtægt og er "forbavset over", at han er sigtet for det forhold.
Det fortæller hans forsvarsadvokat, Niels Pedersen, efter grundlovsforhøret.
- Han siger, at voldtægt ikke har fundet sted. Der har intet seksuelt været – det har stemningen slet ikke været til, siger han.
Den 17-årige nægter sig skyldig i drab, men erkender vold med døden til følge. Forsvarsadvokaten mener ikke, det er tilstrækkeligt bevist, at der er tale om drab.
Han fortæller derudover, at hans klient er "utroligt ked af det".
Den 17-årige har valgt at afgive forklaring – både i nat, da han blev afhørt af politiet første gang, og ved dagens grundlovsforhør. Begge gange var Niels Pedersen til stede.
- Det er næsten identiske forklaringer, han har givet, siger han.
Offentligheden fik ikke mulighed for at høre den 17-åriges forklaring, da retsmødet blev holdt for lukkede døre.
Dørlukningen blev begrundet med den sigtedes unge alder og efterforskningen, der fortsat er i gang.
Fylder 18 om to dage
Den sigtede er mindreårig, men fylder 18 år om to dage.
Derfor skal han først på en sikret institution for unge de næste to dage, hvorefter han vil blive overflyttet til almindelig varetægtsfængsling, fortæller forsvarsadvokaten.
I løbet af de fire uger, han skal sidde varetægtsfængslet, skal politiet efterforske sagen.
- Det er en yderst alvorlig sag, hvor der skal laves en efterforskning, hvor hver en sten bliver vendt, siger specialanklager Mette Bendix.
Frank Olsen, der er vicepolitiinspektør ved Nordjyllands Politi, siger i en pressemeddelelse her til aften, at politiets efterforskning fortsætter en rum tid endnu.
- Vi har at gøre med en drabsefterforskning, så vi er særdeles grundige. Derfor har vi stadig et stort arbejde foran os med at få klarlagt sagens forskellige detaljer. Det skal vi nu have ro til, siger han.
Han fortæller, at vidner for eksempel skal afhøres eller genafhøres, ligesom yderligere spor skal sikres.
Forsvarsadvokat Niels Pedersen kaldet det en "sag uden vindere".
- Det er en stor tabersag for alle. Jeg ser det jo gennem min klients øjne, men for ham er det også forfærdeligt. Han siger hele tiden, at han ikke har ønsket, at det skulle gå sådan her.
Har haft et kæresteforhold
Der er ikke kommet noget frem om et eventuelt motiv for drabet på pigen.
Men Nordjyllands Politi oplyste tidligere i dag, at der har været en relation mellem offeret og den formodede gerningsmand.
- De har haft et kæresteforhold, som for kort tid siden er ophørt, har vicepolitiinspektør Frank Olsen udtalt.
Det indgår dog som en af flere hypoteser i politiets efterforskning.
Sigtet var med til at lede efter 13-årig
Det er uklart, hvornår drabet præcist fandt sted, men anklagemyndigheden mener, at det er sket mellem 20.00 og 22.10 mandag aften.
Politiet modtog en henvendelse om en livløs person ved et varmeværk i Hjallerup klokken 22.10.
Forud for det havde den afdødes forældre, den 17-årige nu varetægtsfængslede ekskæreste og en 13-årig veninde til den afdøde været ude og lede efter pigen.
Det var forældrene, der fandt pigen "svært tilskadekommen", oplyser Nordjyllands Politi. Selvom der hurtigt kom politi og ambulance til stedet, stod hendes liv ikke til at redde.
Klokken 23 fandt politiet den nu anholdte 17-årige mistænkte og den 13-årige veninde på samme adresse i Hjallerup, hvorefter de anholdte dem begge.
Den 13-årige pige blev løsladt igen i morges, da det er politiets "klare opfattelse", at hun ikke har noget med forbrydelsen at gøre.
- Der er én mistænkt i sagen: nemlig den 17-årige varetægtsfængslede, understreger Frank Olsen fra Nordjyllands Politi.