Efter at have efterforsket hele natten og morgenen har politiet nu "et ret godt overblik over hele sagsforløbet" mandag aften, hvor en 13-årig pige blev dræbt i Hjallerup.
Det fortæller vicepolitiinspektør Frank Olsen.
Det er dog sparsomt med detaljer, som politiet vil offentliggøre på nuværende tidspunkt.
- Jeg kan ikke kommentere på, hvordan hun er dræbt, eller hvordan hun så ud, da hun blev fundet, siger han.
Politiet bekræfter overfor Nordjyske, at der er fundet et gerningsvåben uden at ville sige, hvad det er.
Klart er det dog, at den 13-årige indtil for kort tid siden havde et kæresteforhold med en 17-årig dreng, der er anholdt i sagen og sigtet for drab.
Frank Olsen oplyser, at meget ifølge politiets efterforskning tyder på, at kæresteforholdet "spiller ind".
- Det indgår som så mange andre oplysninger som en hypotese for motivet, siger Frank Olsen.
Pigens forældre fandt hende
Politiet fik en anmeldelse om en livløs person ved et varmeværk i Hjallerup klokken 22.10 mandag aften. Det var pigens forældre, der fandt hende.
Klokken 23 fandt de frem til den 17-årige og en 13-årig pige, der er veninder med og går på samme skole som den afdøde. Veninden og ekskæresten befandt sig sammen i en lejlighed i byen og blev begge anholdt.
Den 13-årige pige er sidenhen blev løsladt, fordi politiet vurderer, at hun ikke har noget med forbrydelsen at gøre.
Før forældrene fandt pigen livløs ved varmeværket, var de sammen med den anholdte dreng og den 13-årige veninde ude at lede efter den afdøde.
Politiet ønsker ikke at gå i nærmere detaljer om hændelsesforløbet.
Grundlovsforhør senere i dag
Frank Olsen understreger, at det er en meget alvorlig drabssag.
- Det gør selvfølgelig ondt, når det er børn helt ned i 13-årsalderen, siger han.
Den 17-årige fremstilles i grundlovsforhør senere tirsdag i retten i Hjørring, oplyser Frank Olsen.
- Og så kører efterforskningen ellers videre med at sikre tekniske spor, afhøre vidner og så videre, siger vicepolitiinspektøren.
Politiet opfordrer borgere, der har oplysninger i sagen, til at ringe til politiet på 114 eller henvende sig til den mobile politistation i byen. Den befinder sig ved Netto, hvor Mike Skovbo fra nærpolitiet i Brønderslev står.
- Hvis der er nogen, der har set eller hørt noget, så tager vi også rigtig gerne imod det. Det er også derfor, vi er her, siger han.
Formålet med nærpolitistationen er også at skabe tryghed for befolkningen.
- Vi må ikke give for mange informationer om det, der er sket. Men vi kan i hvert fald prøve at komme med noget hjælp og nogle oplysninger, siger han.