Stigende udgifter til medicin kommer til at koste 125 hospitalsansatte i Region Sjælland jobbet.
Det meddeler Region Sjælland i en pressemeddelelse.
- Det er vi selvfølgelig rigtig kede af, men med de stigende medicinpriser, vi har set nu i to år, så er vi nødt til at reducere i driften, siger regionsrådsformand Jens Stenbæk (V).
Skal spare 165 millioner kroner
Årsagen er en spareøvelse, der i første omgang skal skaffe 165 millioner kroner, og som Regiosnrådet her til aften har stemt ja til. På længere sigt skal Region sparer yderligere 125 millioner kroner.
Regionsrådet forventer, at 375 stillinger vil blive nedlagt i alt, hvoraf de fleste dog vil blive nedlagt ved frivillige aftrædelser. Håbet er, at nogle af de 125 afskedigelser kan undgåes ved omplaceringer.
Jens Stenbæk frygter, at besparelserne vil betyde dårligere vilkår for patienterne i en periode.
- Med de økonomiske rammer, vi har, kan det ikke være anderledes, siger han.
Ekstra medicinudgifter for 335 millioner kr.
Regionen skal næste år bruge 335 millioner kroner ekstra på medicin. Og den stigning i priserne er ikke holdbar, mener regionsrådsformanden.
- I andre lande sætter man en maksimalpris på, hvor dyr en behandling må blive, og det bliver vi også nødt til at se på, når vi prioriterer inden for sundhedsvæsnet. Det haster med at finde en
langtidsholdbar løsning på de stigende medicinudgifter, skriver Jens Stenbæk i pressemeddelelsen.
Samtlige partier i rådet undtagen Enhedslisten stemte for forslaget om besparelser.
/DR Nyheder