Patienterne bliver tabere i de nye besparelser, som er varslet efter Regionernes økonomiaftale.
Det mener formanden for Dansk Sygeplejeråd i Region Syddanmark, John Christiansen.
Regionen kommer formentlig til at mangle cirka 200 millioner kroner på næste års budget.
Og det kan ende med fyringer, siger regionsrådsformand Stephanie Lose (V).
For meget fokus på medicin og for lidt på personale
Men citronen kan dårligt presses mere, siger John Christiansen, formanden for Dansk Sygeplejeråd i Region Syddanmark.
Aftalen, som regionerne indgik med regeringen i aftes, betyder, at regionen får 320 millioner kroner ekstra næste år.
Men da Region Syddanmark har et økonomisk efterslæb på grund af behandling med dyr medicin, var der her brug for yderligere 200 millioner kroner, hvis en sparerunde skulle undgås.
- Udfordringen er, at der er fokus på, at der skal gives flere penge til dyr medicin. Men der er ikke tilsvarende fokus på, hvad personalets indsats betyder, siger John Christiansen.
'Citronen er presset til det yderste'
Han mener, at det fokus giver et billede af, at sygehusene sagtens kan holde til at spare mere og mere på personalet.
- Man har strammet og strammet, men personalet får svært ved bare hele tiden at rende hurtigere. Det går ud over patienterne og kvaliteten, siger John Christiansen.
Han garanterer, at Dansk Sygeplejeråd vil nøje følge med i, om de sundhedsløfter, der blev givet ved folketingsvalget, nu også bliver overholdt.
Forud for forhandlingerne med regeringen, sagde formanden for Danske Regioner, Bent Hansen (S), at der skulle mindst to milliarder kroner ekstra på bordet, hvis regionerne skal fortsætte den nuværende drift og undgå besparelser.