 |
Radaren fik sin debut under 2. verdenskrig, hvor englænderne udviklede systemet til at overvåge luftrummet, så man kunne blive advaret i god tid, før de tyske fly nåede ind over England.
De første radarer var ikke særligt effektive og pålidelige, men de fik alligevel stor betydning for krigens gang.
|
Arbejde ved radaranlæg
© DR | Det allerførste radaranlæg blev bygget i England i 1935. De blev udviklet af engelske videnskabsmænd ledet af Robert Watson-Watt og taget i brug af det britiske forsvar.
Dengang kunne radaren afsløre fjendtlige fly i en afstand af 65 km, en rækkevidde, der snart blev forøget.
Radarens fem dele
En radar består typisk af fem dele:
- En radarsender, der udsender et elektromagnetisk signal
- En antenne, der udsender radarsignalet og modtager det tilbagekomne ekko.
- En modtager, der sorterer og forstærker det indkomne signal.
- En computerprocessor der behandler signaler og data.
- Et display/skærm.
En radarsender består af en række radarrør, der udsender en form for røntgenstråling.
Tidligere var disse radarrør ikke tilstrækkeligt afskærmede. Det betød, at mekanikere, teknikere og operatører, der arbejdede med radaranlæggene, blev udsat for stråling.
Specielt slemt var det for mekanikere og teknikere, der skulle udføre reparationer, mens radaren var i funktion.
|
|
| |
