 |
Nyrup tog kun modstræbende magten i Socialdemokratiet. Og ligeså modstræbende opgav han igen magtens sødme.
Men den 59-årige arbejdersøn fra Esbjerg måtte sande den gamle visdom, at storhed står for fald. Da han den 19. november 2002 trak sig som partiformand, havde han gennemlevet knap 11 års shakespearesk drama i offentligt spotlys siden brodermordet på sin forgænger, Svend Auken. Heraf knap ni år som Danmarks statsminister.
Enden på dramaet blev, at Nyrup Rasmussen fik kniven af de selvsamme partikammerater, der med hans forventede afløser, Mogens Lykketoft, i spidsen havde overtalt ham til at tage magten fra sin gamle og nære ven.
Nødvendigt formandsskifte
Det var nødvendigt, for at Socialdemokratiet skulle genvinde særligt De Radikales tillid og dermed et folketingsflertal for selve statsministerposten. Fem år før formandsopgøret i 1992 havde Auken selv plantet Nyrup Rasmussen på scenen ved at gøre ham næstformand i partiet, der fik ham valgt ind i Folketinget i 1988.
Først nølede Nyrup Rasmussen længe med at vælte Auken sådan helt i modstrid med socialdemokratiske tradition for formandskåringer. Overbevist blev han under en frokost, da den tidligere radikale leder, Niels Helveg Petersen ifølge eget referat svarede `ja` til spørgsmålet fra Nyrup Rasmussen: `Synes du, at jeg skal tage opgøret?`. Som tungen på vægtskålen i folketingssalen havde De Radikale længe gjort klart, at Socialdemokratiet med Auken som statsministerkandidat aldrig ville få radikal støtte.
Fik smag for storheden
Storheden fik Nyrup Rasmussen smag for, ikke mindst da han fik kontor i Statsministeriet den 25. januar 1993, og hvor han blev til november sidste år i en længere regeringsperiode end parti-ikonerne, Anker Jørgensen og Jens Otto Krag.
Ingen har betvivlet Nyrup Rasmussens ægthed i engagementet for samfundets svage eller hans ansvarsfølelse over for den generelle samfundsøkonomi. Den gamle DSU-ungdomspolitiker har været i arbejderbevægelsens tjeneste siden eksamen som cand.polit. i 1971, først som økonom i LO og siden som direktør i Lønmodtagernes Dyrtidsfond fra 1986-1988.
Men i Statsministeriet afløstes Nyrup Rasmussens oprindelige beskedenhed, beretter hans omgivelser, af en anglen efter personlig anerkendelse. Den fik han aldrig så meget af, som han selv syntes, at han fortjente.
Arbejderdrengen blev akademiker
Med en signalforvirrende, kejtet skråsikkerhed blev Nyrup Rasmussen et evindeligt offer for latterliggørelse blandt politiske modstandere og i pressen. Sindsbilledet var den famøse cykelhjelm på hans meget større hovede, som han uforvarende blev udstyret med af ellers velmenende partifolk under en cykeldemonstration i Århus. Uden for kameralyset har Nyrup Rasmussen altid været ret ligetil over for folk.
Selv har han dyrket en fortælling om sig som arbejderdrengen, der blev akademiker og altid forsvarede de små i skolegården. Ifølge fortællingen formanede Nyrup Rasmussens moder ham:
- Du skal lave dine lektier og sige sandheden.
'Uld i mund'
Sandheden har han ligesom alle andre politikere ofte snoet sig rundt om. Ofte med `uld i mund`, når noget skulle bortforklares. Eller med amatøragtig ubehjælpsomhed, som da han så sent som dagen før sin afgang som partiformand sagde til pressen om den socialdemokratiske ledelseskrise:
- Jeg kender den ikke. Jeg har godt nok læst om den i aviserne. Men vi koncentrerer os om det politiske arbejde.
Men det med lektierne overholdt han til punkt og prikke. Selv modstanderne har rost ham for en kolossal flid og arbejdsevne. Som statsminister havde Nyrup Rasmussen bedre styr på alle detaljer, end mange fagministre havde selv på deres resort.
Det var en færdighed, der også gjorde Nyrup Rasmussen til en overlegen forhandler i EU og til andre internationale møder, hvor han var en større statsmand end statsminister herhjemme.
Får fuld anerkendelse
Fuld anerkendelse får han dog nu, da han er gået af som toppolitiker. Selv gamle fjender værdisætter Nyrup Rasmussen til at få blokbogstaver i danmarkshistorien for hans politiske fortjenester som statsminister og partileder.
Den tidligere konservative leder Hans Engell lovpriser Nyrup Rasmussen for at have gjort samfundsøkonomien og statsfinanserne sunde og reddet den sociale velfærd. Svend Auken roser sin egen banemand for at have gjort en mærkbar forskel for samfundets svage. Og endog de borgerligt sindede butiksejere i Dansk Handel & Service giver Nyrup Rasmussen æren for at have fået bugt med den store arbejdsløshed, der prægede Danmark under Schlüter-regeringen.
Nyrup Rasmussens modstandere har ham mistænkt for at klæbe til magten for længe på grund af personlig forfængelighed. Forklaringen kan lige såvel være Nyrup Rasmussens legendariske kampgejst samt personlige pligtfølelse over for sit parti.
Hvorom alting er, så har Nyrup Rasmussen vidst, at magten siver som sand ud af en knyttet hånd, når man griber den og holder fast i den for magtens egen skyld. Det er i hvert noget, han selv har sagt engang.
Af Flemming Erhard, Ritzaus Bureau
|
|
| |
