Northside har store planer: Festival vil lukke flere gæster ind - og flytte til nyt sted i Aarhus

Der kan være plads til 3000 flere publikummer næste år, mener talsmand. Om tre år skal festivalen flytte længere ud af byen.

I 2021 skal Northside efter planen flytte fra Ådalen til Eskelund tre kilometer fra centrum. - Flytningen giver en mulighed for at gentænke Northside og bygge en allerede etableret festival op fra nul, siger talsmand John Fogde. (Foto: © Frederik Højfeldt Nielsen, DR)

Bragende solskin, glade gæster og et fantastisk musikprogram.

Årets Northside Festival har været en bragende succes, hvis man spørger festivalens talsmand, John Fogde.

Og festivalen har store planer. De har tidligere afsløret planer om at flytte til et nyt sted i Aarhus fra 2021. Og allerede næste år vil de gerne lukke flere publikummer ind.

- Personligt mener jeg, der sagtens kunne være 3.000 flere gæster på pladsen uden at man ville lægge mærke til det, siger John Fogde.

Allerede plads til 40.000 gæster

Den nuværende plads i Ådalen er dimensioneret til langt flere gæster end de 33.000 publikummer, der var med, da Northside Festival løb af stablen fra torsdag til lørdag i denne uge.

- Det hænger sammen med, at vi sidste år udvidede pladsen for at få plads til 40.000 mennesker. I år har vi skalleret ned til 33.000 gæster samtidig med, at vi har udvidet pladsen yderligere. Det har givet gæsterne meget mere albuerum i år, siger John Fogde.

Gæsterne har derfor i år nydt godt af ekstra god plads og næsten ingen kø til toiletter og madboder.

- Jeg kan nærmest ikke huske en festival, hvor vi har haft mindre problemer med køer end i år.

En luksuriøs oplevelse

John Fogde medgiver, at det gode sommervejr i år har spillet en stor rolle, så publikumsoplevelsen i år har været meget mere luksuriøs.

- En af grundene til, at vi fik klager over, at der var for mange mennesker på pladsen sidste år, var netop fordi, der var sindssygt dårligt vejr sidste år.

- Der var ingen steder man kunne sidde og hvile. Men i år har du luksusforhold, hvor det ikke kunne blive bedre på grund af vejret, og derfor føles det som om, der er sindssygt meget plads, siger han.

Store forandringer på vej

Aarhus-festivalen Northside vil over de næste tre år formentlig forandre sig markant.

Festivalen, der siden 2011 har sat teltpæle i Ådalen i Aarhus’ centrum, skal efter planen flytte ud af pladsen, efter festivalen er overstået i 2020. Det sker, fordi Aarhus Kommune vil byudvikle det grønne område, hvor der bl.a. skal bygges boliger.

I stedet er det planen, at Northside i 2021 skal flytte længere ud af byen til det mere hengemte, men større område kaldet Eskelund, der i den forbindelse skal have en gevaldig ansigtsløftning. Området ligger nærmest i forlængelse af Ådalen, hvor festivalen frem til 2020 skal foregå.

- Vi arbejder henimod, at det gerne skal blive et område, der er mere interessant at bruge for alle - også når der ikke er Northside. Lige nu er Eskelund en glemt oase, der ikke bliver brugt så meget - kun tre kilometer væk fra rådhuset, forklarer Kim Gulvad Svendsen, der er driftschef i Aarhus Kommune.

Udover Northside og andre større koncerter skal det grønne område derfor nytænkes, så der opstår en park, hvor der ikke bare er græsplæner, men et område med mere eksperimenterende områder og tiltag.

- Vi har et samarbejde med Arkitektskolen, og vi vil gerne lave en form for grønt eksperimentarium i området, siger Kim Gulvad Svendsen, som også vil invitere aarhusianerne med til at forme det nye område.

Han fortæller dog, at der stadig ikke er nogen konkrete forslag for, hvordan den kommende bypark skal udvikles, og at det fulde beløb for ombygningen endnu ikke er blevet afsat til projektet.

- Men vi arbejder på, at området er klar i 2021, med mindre vi rammer nogle arkæologiske fund, som vi ved, der er nogle enkelte steder langs Aarhus Å, siger Kim Gulvad Svendsen.

Flytning kan skabe ny stemning

Northside Festival store muligheder i det nye festivalområde.

- Flytningen giver en mulighed for at gentænke Northside og bygge en allerede etableret festival op fra nul, og det er vi enormt spændte på. Vi har et håb om, at det bliver anderledes, og de flere kvadratmeter gør, at vi har mulighed for at tænke helt nyt, siger Northside-talsmand John Fogde.

Han fortæller, at Eskelund i modsætning til Ådalen er formet helt anderledes, og det kan være med til at ændre stemningen på festivalen. For mens den aktuelle festivalplads er cirkelformet, så er der i Eskelund flere skovarealer og flere grønne hjørner, hvor gæsterne kan gemme sig væk, som han siger.

- Eskelund giver mulighed for at lave noget mere som på Tinderbox. Det er meget lettere at lave festival i Odense, fordi pladsen der kan meget mere. Vi har positive erfaringer derfra, og dem vil vi også bruge i Eskelund.