Lækkersulten? Syv søde, sprøde og snaskede kager til weekenden

Gør din weekend ekstra god med klassiske, danske kager og andre lækre fristelser.

Forkæl din søde tand med disse lækre kager. Find opskrifterne nederst i artiklen. (© DR)

Hindbærsnitter, brownie, gulerodskage eller chokoladecookies.

Vi tager kage med på arbejde, når noget skal fejres. Vi nyder et stykke kage til eftermiddagskaffen. Og når vi holder fødselsdag, bager vi ofte kagen selv. Kage er nemlig prikken over i’et ved mange lejligheder, og der findes noget for enhver smag.

Desuden er vi i Danmark kendt for flere forskellige kager, blandt andet wienerbrød, som i det store udland går under navnet ‘danish pastry’ eller blot ‘danish’.

Kom selv i gang i køkkenet: Syv opskrifter på skønne kager

Hylderne hos bageren er fyldt til randen med lækre kager, men hvorfor ikke bage dem selv?

Kager behøver nemlig ikke være en svær disciplin at mestre i køkkenet. Vi har samlet syv opskrifter på søde og saftige kager til weekenden, som du sagtens kan kaste dig ud i uden at have en mesterbagertitel.

Klassiske hindbærsnitter

https://www.dr.dk/mad/opskrift/hindbaersnitter-james-prices-opskrift

Den klassiske, danske hindbærsnitte med marmelade, glasur og krymmel er en sikker vinder. James Price står bag denne opskrift, men du kan også finde Mette Blomsterbergs udgave lige her.

Mørk chokoladebrownie med stykker af hvid chokolade

https://www.dr.dk/mad/opskrift/brownies-med-mork-og-hvid-chokolade

Der er ikke meget, der slår en tung, lækker chokoladebrownie med en klæg midte. Sådan en kan du lave ud fra denne opskrift, hvor brownien får et ekstra pift i form af stykker af hvid chokolade.

Saftig gulerodskage med flødeostecreme

https://www.dr.dk/mad/opskrift/laekker-gulerodskage-med-flodeostglasur

Tv-kok Tina Nordstrøm har lavet denne saftige og lækre gulerodskage med valnødder, kardemomme og en tyk flødeostecreme på toppen. Den er nem at lave og vil helt sikkert imponere dem, du serverer den for.

Nemme chokoladecookies

https://www.dr.dk/mad/opskrift/chokolade-cookies

De her chokoladecookies er nemme og hurtige at lave – og så smager de af en mere! Så hvis du kan lade være med at spise dem alle selv, mens de er lune, er de også geniale at tage med og servere for dine kolleger, venner eller familiemedlemmer.

Tærte med friske bær og frugter

https://www.dr.dk/mad/opskrift/nem-og-laekker-frugttaerte

Denne lækre, friske frugttærte leder tankerne hen på en varm sommerdag. Processen er utrolig enkel, så her kan alle være med. Klik på videoen i opskriften, og se hvor nemt det er.

Den ultimative chokoladedessert: Gateau Marcel

https://www.dr.dk/mad/opskrift/gateau-marcel-den-klassiske-chokoladekage

Hvis du heller ikke kan få nok af chokolade, vil denne kage med sikkerhed være et hit. Den franske chokoladekage Gateau Marcel består af en bund af bagt chokolademousse med frisk chokolademousse ovenpå, og den betegnes som den ultimative chokoladedessert.

Muffins med hindbær og hakkede mandler

https://www.dr.dk/mad/opskrift/hindbaermuffins

Mette Blomsterbergs muffins med hindbær er en virkelig lækker udgave af nemme muffins, som er gode at pakke ned og have med på farten. Hindbær i dejen giver en frisk smag, og hakkede mandler giver en crunchy topping. Du kan dog også sagtens variere kagerne med andre ingredienser.