Der er langt hjem til mor og far, når 45 børn fra Valby tager på feriekoloni ved Vesterhavet. I to uger står den på sommer og sol, svømmeture i havet, udspring fra klitterne og fis med de andre børn. De 7-årige er afsted for første gang og har nemmere ved at bygge et sandslot end at holde orden i kufferten, mens de 13-årige er ved at være trætte af fællesbad og savner bylivet. Som dagene går, begynder hjemveen at melde sig, og hvornår kommer pakken hjemmefra? Rikke Houd, Sabine Hviid og Lisbet Koerner har indkapslet sommerminderne.
Teknik: Erling Kristensen.
Barneliv gennem tiden
Dengang mormor var barn, sneede det altid om vinteren, der var ingen smartphone at konkurrere med, og somrene varede evigt. Eller gjorde de? Var det bedre at være barn i 1950'erne? Eller 90'erne? I DR's radiomontager kan du møde nogle af de børn, vi har talt med, lige siden dengang vi hed Statsradiofonien, og høre, hvordan livet som barn har forandret sig gennem tiden.