EU vil have kontrol ved de ydre grænser

EU-landene er blevet enige om at kontrollere EU’s ydre grænser og lave fælles modtagecentre for flygtninge, som kommer til EU.

Jean-Claude Juncker (til venstre) og Donald Tusk (til højre) holdt pressemøde efter EU-topmødet. (Foto: © Francois Lenoir, Scanpix)

Tusindvis af flygtninge og migranter søger i øjeblikket mod Europa, og flere lande er presset af de mange mennesker.

Natten til torsdag blev EU’s stats- og regeringschefer derfor enige om at kontrollere EU’s ydre grænser for at få færre flygtninge og migranter ind i EU.

- Lederne er enige om, at det nuværende kaos ved vores ydre grænser må have en ende. Ordentlig styring og kontrol ved vores ydre grænser er vores fælles ansvar, sagde EU’s præsident, Donald Tusk.

EU laver fælles modtagecentre

Ifølge Donald Tusk er EU-landene også blevet enige om at lave fælles modtagecentre for de flygtninge og migranter, som kommer til Europa.

- Det ville være unfair at lægge alle byrderne på Italien og Grækenland og andre lande (som mange flygtninge kommer til først), sagde Donald Tusk.

EU sender flere penge til Mellemøsten

EU-landene vil også støtte blandt andre Libanon, Jordan og Tyrkiet, der har modtaget mange flygtninge fra krigen i Syrien og give mindst syv milliarder kroner til FN's Flygtningehøjkommissariat (UNHCR) og FN's Fødevareprogram (WFP).

Pengene skal sørge for, at flygtningene får bedre hjælp i nærområderne.

I øjeblikket har de to FN-organisationer så lidt penge, at de ikke kan give flygtningene ret meget mad og rent vand, så mange flygter videre mod Europa.

/ritzau/