Frem til 31. juli i år har 5174 mennesker søgt asyl i Danmark, og netop nu rejser flere flygtninge igennem Danmark. Nogle vælger også at blive og søge om asyl.
- Ifølge de nuværende tal ser det ikke ud som om, der kommer lige så mange som i 2014. Men vi ved det ikke endnu, siger Dansk Flygtningehjælps asylchef, Eva Singer.
- Normalt kommer der færre flygtninge om vinteren, men vi ved ikke, hvad der er normalt i øjeblikket, siger hun til DR Ligetil.
Mennesker i Syrien flygter fra borgerkrig
Ifølge Udlændingestyrelsen har Danmark frem til den 31. juli i år fået flest asylansøgere fra Syrien, Eritrea, Afghanistan, Iran og Somalia.
- I Syrien flygter folk fra en borgerkrig, hvor myndigheder og oppositions-grupper udsætter mennesker for voldsomme overgreb, siger Eva Singer.
- Syrere risikerer at blive bombet, at deres huse falder sammen, og at de bliver anset som forræder og udsat for tortur, fængsling og drab, siger hun.
I Eritrea flygter folk fra værnepligt og tortur
- Eritrea er ikke et land i krig, men det er et land, hvor staten er utrolig stærk. Her flygter de fleste mænd og kvinder fra landets værnepligt, siger Eva Singer.
Både mænd og kvinder skal aftjene værnepligt og risikerer at skulle være i militæret hele livet. Desuden bliver de værnepligtige udsat for meget tortur.
- Der er heller ikke ytringsfrihed eller fri presse. Og hvis man kritiserer myndighederne, kan man ende i fængsel og aldrig komme ud igen, siger Eva Singer.
Afghanere flygter fra Taleban og konflikter
I Afghanistan flygter de fleste fra Taleban og private konflikter, fortæller Eva Singer.
- Taleban mistænker ofte folk for at støtte myndigheder, militær eller udenlandske styrker i Afghanistan, siger asylchefen.
- En privat konflikt kan være, når en kvinde gifter sig med en anden, end den familien har valgt og derfor risikerer at blive slået ihjel for at krænke familiens ære, siger hun.
Ifølge Eva Singer flygter nogle også efter at være konverteret fra islam til kristendom, fordi de risikerer at blive udsat for tortur eller blive slået ihjel.
I Somalia flygter folk fra Al-Shabaab og Sharia-lov
- Somalia har været i konflikt i over tyve år. Ofte flygter folk fra Al-Shabaab og Sharia-lovgivning, der indebærer voldsomme overgreb på borgere, siger Eva Singer.
Hun siger, at folk også flygter på grund af private konflikter som i Afghanistan, og at landets myndigheder kan ikke beskytte folket mod overgreb.
I Iran er det derimod meget forskelligt, hvorfor folk flygter, siger Eva Singer siger.
- Det kan handle om køns-normer, politiske aktiviteter mod styret, eller om at folk konverterer til kristendom og risikerer at blive slået ihjel, siger hun.