Kronprinsparret besøger Saudi-Arabien om tre uger

Kronprinsparret rejser stadig til Saudi-Arabien, selvom flere kritiserer besøget, oplyser Udenrigsministeriet.

Kronprinsparret rejser til Saudi-Arabien sammen med flere ministre og personer fra 44 danske virksomheder. (Foto: © Jens nøRgaard Larsen, Scanpix)

Det danske kronprinspar vil rejse til Saudi-Arabien sammen med flere ministre og danske virksomheder.

Rejsens formål er at få et godt samarbejde og mere handel mellem danske virksomheder og Saudi-Arabien.

Men både Socialdemokraterne, Enhedslisten og Amnesty International har kritiseret rejsen. De mener ikke, kronprinsparret bør besøge et land, som ikke overholder menneskerettighederne.

Udenrigsminister: Det er ikke et problem

Udenrigsminister Kristian Jensen (Venstre) er en af de ministre, som skal med på rejsen.

Han synes ikke, det er et problem, at Danmark besøger Saudi-Arabien. Derfor rejser både kronprinsparret, tre ministre og 44 personer fra danske virksomheder stadig til Saudi-Arabien, oplyser Udenrigsministeriet.

- Vi er kritiske over for de henrettelser og krænkelser af menneskerettigheder, som er foregået (i Saudi-Arabien), siger Kristian Jensen til Ritzau.

Han og gruppen vil derfor også sige til Saudi-Arabien, at de skal blive bedre til at overholde menneskerettighederne.

Kronprinsparret skal besøge kongefamilien

Kronprinsparret og resten af gruppen rejser til Saudi-Arabien om tre uger.

Første dag i landet vil kronprinsparret og udenrigsminister Kristian Jensen besøge medlemmer af den saudiske kongefamilie.

Rejsen starter den 28. februar.

/DR Nyheder/