Jeg har været sammen med min kæreste i to år. Første gang vi mødtes, var til en spilaften, hvor vi ikke rigtigt lagde mærke til hinanden.
Et år senere var vi til en begivenhed på Københavns Universitet. Jeg husker tydeligt, da hun kom gående ned ad en trappe i en smuk, rød kjole. Den aften snakkede og dansede vi sammen, men der skete ikke så meget mere.
Da jeg kom tilbage fra påskeferien et par uger senere, så jeg, at jeg havde fået nogle flirtende beskeder fra hende. Det viste sig, at det var en fælles veninde, der havde taget hendes telefon og sendt beskederne. Hun spurgte, om jeg ikke skulle med til en fest hjemme hos hende. Jeg havde ikke rigtig lyst, men tog derover alligevel.
Festen var meget hyggelig, og der var en jacuzzi. Her sad hun først og kyssede med én af mine veninder, så en anden veninde, og så spurgte hun, om jeg ikke havde lyst til at være med. Det ville jeg selvfølgeligt gerne, og så gik det rimelig stærkt derfra. Mine venner kalder det et one night stand, der har varet i to år.
Der gik kun tre uger, før vi sagde, at vi elskede hinanden, og det blev et fast forhold. Vi datede ikke rigtigt, men begyndte bare at hænge ud. Nærmest som i et forhold. Det gik rimelig stærkt for at sige det mildt.
Jeg har skrevet til Tværs, fordi jeg elsker hende fantastisk meget, men vi har et meget stort problem, og det er min jalousi.
Jeg har ikke lært, at hun godt kan tale med andre, uden at det forsømmer mig. Vi er nået til et punkt, hvor vi ikke kan være til fester sammen længere. Efter et par timer til hver eneste fest tænker jeg, hvorfor sidder hun ikke hos mig? Hvorfor snakker vi ikke sammen? Hvorfor sørger hun ikke for, at jeg har det godt? Frem for at tænke på, at vi er sammen bagefter, fordi hun tager hjem med mig.
Det har ødelagt vores forhold rigtig meget. Vi kan stadig være sammen, hygge, kramme, kysse og have kærlighed til hinanden, men vi kan ikke være sammen med andre længere, uden at vi begge er bange for, at det går galt igen.
Det kan være det mindste, der får bægret til at flyde over. Der var en episode til nytår, hvor der var en champagneprop, som sprang for tidligt, hvor jeg følte, at folk grinte af mig, og så kogte det bare over, og jeg begyndte at råbe af folk og være meget aggressiv.
Jeg følte ikke, at jeg fejrede nytår med min kæreste, og at hun var der for mig. Jeg følte, hun grinte med de andre, og jeg tænkte, hvorfor hun ikke støttede mig. Det var jo fuldstændig åndssvagt, men hele aftenen tænkte jeg, hvad fanden laver vi egentlig her? Selv når hun sad på mit skød, følte jeg, at hun ikke rigtigt var der. Det var helt syret.
Det starter altid i maven. Det føles som noget, der bider og griber fuldstændig fat i én. En underlig følelse af ekstase. Det gør så ondt af ren vrede og afsky, at man glemmer tid og sted. Man er bare vred og siger alle mulige ting. Det er først bagefter, man ser klart. Så står man tilbage med skyld og sorg og er oprigtigt ked af det.
Når jeg er til fest alene, plejer jeg at have det rigtig sjovt og mere eller mindre være festens midtpunkt. Jeg er normalt meget udadvendt. Jeg var til en fødselsdag, hvor min kæreste først kom senere. Jeg havde det sindssygt godt og dansede, men da hun kom, begyndte det at ramle sammen, og til sidst følte jeg mig meget udenfor. Vi endte med at gå tidligt, og vi stod og skændtes om jalousi på åben gade.
Jalousien bunder måske i manglende selvværd og en usikkerhed, som jeg har båret på næsten hele mit liv. Jeg har meget brug for anerkendelse. Jeg spørger ofte mig selv om, hvorfor hun er sammen med mig. Det kan være jakkesættet, eller fordi jeg er klog. Jeg ved det ikke. I sidste ende tror jeg, at jeg er usikker på, hvem jeg er, og hvem jeg vil være. Jeg er usikker på, om folk kan lide mig, og om jeg er god nok.
Hun siger, hun faldt for mig, fordi jeg var skide charmerende, fordi jeg er et godt og sødt menneske, og fordi hun synes, jeg er dejlig. Hun siger også, at hun er tiltrukket af mig fysisk, hvilket jeg synes er et mirakel.
Jeg har altid været ham, der ser lidt underlig ud. Jeg har haft alt for store briller, har aldrig kunnet sætte håret ordentligt og så går jeg i jakkesæt, hvilket folk ofte synes er lidt underligt. Jakkesættet giver mig selvtillid, frem for når jeg for eksempel har sportstøj på til idræt. Tøjet kan gøre rigtig meget, og jeg føler, der er noget autoritet i det.
Jeg var meget ensom i min tidlige barndom, måske grundet mine forældres skilsmisse. Jeg boede hos min far i en periode, hvor han arbejdede rigtig meget, og jeg syntes ikke, han havde så meget tid til mig. Efter det boede jeg hos min mor, der rejste meget af tiden.
Efter en periode med mobning i fjerde klasse, hvor jeg bare ikke var glad, skiftede jeg skole. Der oplevede jeg, at de tog godt imod mig, var meget venlige, og det var en klasse, hvor jeg følte mig tilpas og havde en rolle. Pludseligt følte jeg mig accepteret. Jeg fik nogle, jeg kunne ringe til, og som var der for mig.
Jeg passer ikke rigtigt ind i min gymnasieklasse, fordi mange af dem, jeg hang ud med, er gået ud. Jeg føler mig meget ensom i klassen og var tæt på at skifte klasse i 2.g. Jeg har heldigvis kunne skabe et socialt liv uden for skolen igennem organisationen Akademiet for Talentfulde Unge, der har givet mig nogle af mine bedste venner og min kæreste.
Det ville være for let at sige, at jalousien kommer fra usikkerheden i gymnasiet, men det smitter helt sikkert af. Det har alt sammen en effekt på hinanden.
Min kæreste ved godt, jeg skal være med i Tværs, og at det handler om mit perspektiv. Det har hun stor respekt for. Hun driller mig lidt med det, og hun har sagt, at hun kan lave en liste med episoderne til mig. Men hun støtter mig, og jeg tror, hun er glad for, at jeg gør det. Mest af alt fordi det er en erkendelse at gå på national radio og sige, at man er jaloux. Det er en stor ting, og det er det første skridt for at komme videre.
Jeg håber, at jeg kan få et andet perspektiv og nogle input, som kan starte processen med at fikse det her problem i vores forhold. Jeg har elsket før, men det her er for mig noget, jeg vil kæmpe for til sidste ende.