Igennem mine teenageår var min mor alkoholiker. Jeg blev i en tidlig alder nødt til at tage meget ansvar. Jeg skulle både prøve at være mor for min mor, men også for mig selv. Jeg skulle huske hende på at spise og drikke. Jeg kunne se, at hun ikke tog ordentlig vare på sig selv, så hvordan skulle hun kunne tage vare på mig?
Som 16-årig rejste jeg hele verden som model, og jeg fyrede bare derudaf. Jeg sprang rigtig mange led over i en tidlig alder, og da jeg startede i gymnasiet, kunne jeg slet ikke relatere til de andre i klassen.
Jeg syntes, de var møgbarnlige. Jeg følte mig anderledes, som en outsider og jeg kunne slet ikke sætte mig ind i deres liv og problemer. Jeg havde et helt andet mindset.
Da jeg gik i 2.g i gymnasiet, blev mine forældre skilt, og det var sindssygt hårdt. Efter halvandet år blev de gift igen. Halvandet år senere blev dog skilt igen, hvilket de stadig er.
Mine forældre var mere teenagere, end jeg nogensinde har været. Efter den anden skilsmisse blev min mors alkoholmisbrug ret slemt. Jeg kunne se, de havde nok problemer selv, så jeg måtte tage ansvar for mine egne problemer.
Efter det skulle jeg gøre alt perfekt. Det var en slags modreaktion. Jeg skulle kun have gode karakterer i skolen, og jeg skulle direkte videre på en uddannelse. Udadtil har jeg virket meget mere voksen og moden i mine beslutninger, end hvordan jeg egentlig følte mig.
Det er det, jeg virkelig kan mærke nu. Jeg har aldrig rigtig haft et ungdomsoprør. Det kommer først snigende nu, hvor jeg bliver mødt af nye forventninger. Når man er ung og teenager, bliver man spurgt, hvilken uddannelse man gerne vil have, og hvilke interesser man har. Nu skal man svare på, hvad man vil bruge uddannelsen til, hvad med karrieren og om man ikke skal have nogle børn.
Der er vildt mange ting, jeg ikke gider forholde mig til, fordi jeg hellere vil leve i nuet. Jeg bliver nærmest vred. Vred på systemet over, at det virker som om, der er én vej, man skal tage. Jeg skubber det tit væk og til siden, men kan mærke, at jeg synes, det er svært. Samtidig med at jeg føler, at jeg er tro mod mig selv, når jeg gør det, der føles rigtigt i øjeblikket, føler jeg mig også forkert, fordi det ikke er det samme, andre gør.
I mine øjne er de bedre til at være voksne end mig. En god voksen er en som forholder sig til tingene og er mere aktiv omkring sit liv og vigtige beslutninger. Jeg tænker meget over, hvad de andre mon tænker. Jeg tror, det stammer fra mine teenageår og min mors misbrug.
Jeg er altid meget opmærksom på de mennesker, jeg har omkring mig. Hvis jeg er i et større selskab, er mine følehorn helt ude og jeg mærker alt. Det seneste stykke tid har jeg gået til gruppeterapi hos Tuba, der rådgiver børn af alkoholmisbrugere.
Jeg har lært, at jeg skal til at vende følehornene ind ad og mærke mig selv. Jeg kan godt være en god veninde, samtidig med at jeg mærker efter, hvad jeg selv føler. Jeg har været så bange for at ryste ved folks egne problemer ved at fortælle om mine egne. Så i stedet for at håndtere mine egne følelser og problemer, har jeg skjult dem.
Jeg har haft angst, siden jeg var 16 år og har det stadig. Jeg er bange for at dø. Hvis jeg har haft ondt i nakken, tænkte jeg, at det er nok meningitis. Hvis jeg havde en plet, måtte det være kræft. Min hjerne har slet ikke været i kontakt med mig selv og min krop.
I de værste perioder med angst tonsede jeg ud af døren og løb ti kilometer for at vise mig selv, at der ikke var noget galt med mit hjerte. Ligesom jeg med mine topkarakterer i skolen skulle vise, at der ikke var noget galt med mit hoved, bare fordi der var kaos derhjemme.
Det virkede nu og her, men ikke i det lange løb. Nu bliver jeg nødt til at erkende, at jeg ikke kan gøre ting, man kan måle på for at mærke, at jeg er okay. Jeg bliver nødt til at arbejde med det og lade være med at spejle mig i, hvordan andre mennesker lever deres liv. For der er ikke nogen, der er 'normale'. Det er kun, hvis man lægger os alle sammen og dividerer, at vi er på den måde, vi måske fremstår.
Nu vil jeg bare gerne have lov til at være og leve i nuet. Det er okay at sige, at jeg forholder mig til karriere, børn og alt det andet om et år, to år, eller når jeg har lyst.
Min mor drikker ikke længere. Der er mange, som tror, at jeg er helt vildt vred på mor og sur over, at hun drak og var, som hun var. Det er jeg overhovedet ikke, for jeg kan egentlig godt forstå, hvorfor hun gjorde de ting, hun gjorde. Jeg er mere vred på mig selv, over jeg ikke kunne finde ud af at få den hjælp, jeg havde brug for noget før.
Jeg har i så lang tid fokuseret på at være der for min mor og far og har kørt i overlevelsesmode, mens jeg også skulle holde min angst i ave og forholde mig til samfundets krav. Nu er det som om, at alle de bekymringer er kastet op i luften. De er ikke væk, men de er til at håndtere.