- Jeg ved godt, at jeg selv har været med til, at det kørte så skævt – men jeg har en følelse af, at jeg ikke har lyst til at fortsætte, siger sygeplejersken Ane hen imod slutningen af aftenens ’Gift ved første blik’.
Og med det blev der sat punktum for Ane og Ulriks ægteskab i det populære tv-eksperiment.
De fire nygifte par afsluttede i aftenens program deres bryllupsrejse og skulle netop tilbage til en hverdag, hvor de skulle til at bo sammen i en periode.
Men allerede under ferien fik især Ane og Ulrik deres udfordringer.
- Jeg tror bare, at vi har fundet ud af, at vi på nogle punkter er meget forskellige. Vores forventninger er nok lidt anderledes i forhold til intimitet og den slags, forklarer Ane i programmet.
Ulrik supplerede, at han også fornemmede, at de to på blot få dage var røget meget langt fra hinanden.
Det begyndte så godt
Ane fortæller i programmet, at hun allerede efter dag ét begyndte at føle, at det gik nedad bakke.
- Når man ikke kan sammen kommunikationsmæssigt, og der samtidig er dårlig stemning, så ryger den fysiske tiltrækning, fordi man ser personen i et andet lys, end man gjorde før, forklarer hun.
Efter hjemkomsten fra bryllupsrejsen til Kroatien valgte parret ikke at flytte sammen, som de ellers skulle ifølge eksperimentet. De blev også det første par til at konsultere en af deres livliner, psykologen Annemarie Bergholdt, der hurtigt kunne se på kropssproget, at noget var kørt helt skævt.
- Jamen det begyndte jo godt. Jeg var glad for, hvad jeg så, og du var glad for, hvad du så – og man var vel egentlig bare lettet. Men det, der er gået helt skævt, er nok, at vi har haft svært ved at finde en fælles midte med intimiteten, hvor vi kunne mødes, forklarer Ane til psykologen.
For hurtigt frem
Psykolog og sexolog Gert Martin Hald forklarer om den negative udvikling, parret oplever i programmet:
- Det, der er sket, er nok, at de to er kørt for hurtigt frem med det seksuelle, og nok i virkeligheden en anelse hurtigere end Ane havde lyst til eller brug for. Det betyder, at de står to forskellige steder omkring det seksuelle. Når det er etableret, så har Ulrik jo nok troet, at nu var det en del af forholdet og havde nogle forventninger til det – hvorimod Ane, hvis hun oplever, at de er gået for hurtigt frem eller har overtrådt hendes grænser, så har hun haft brug for at trække sig lidt, fordi hun føler, at det seksuelle ikke er så veletableret en del af forholdet endnu.
Psykolog Annemarie Bergholdt kan godt se, hvilken vej vinden blæser, men skulle der være en udvej på dette tidspunkt, så er det ifølge hende:
- Det, der kunne være en mulighed for dem, var at lave et helt nyt setup, hvor hele den ægteskabelige del bliver taget ud af ligningen. Og de så skulle prøve at møde hinanden igen.
Hårdt at blive misforstået
Parret mødes da også igen. Denne gang med præsten Michael Brautsch, der fungerer som parrenes coach undervejs i tv-eksperimentet.
Han beder parret reflektere over, hvad det var, de hver især så i hinanden, da de mødtes.
Ane forklarer:
- Det var det fælles ståsted, de samme drømme om fremtiden – vi var enige om mange fremadrettede ting.
Ulrik:
- Ja, og så var der også en umiddelbar tiltrækning, vi kunne jo godt lide at se på hinanden…
Ane supplerer:
- Ja, men det betyder ikke, at jeg er én, der kan gå direkte derfra og så til at knalde...jeg føler ikke, at jeg nåede at lære dig at kende, før vi tog det skridt. Jeg er en person, der skal lære en anden at kende og stole på den anden, før jeg kan gå derover…
Ulrik:
- Det gør mig ked af at høre, det har jo ikke været min intention, og jeg synes, det er hårdt at høre, at man kan blive så misforstået eller mistolket.
Sex - et tveægget sværd
Psykolog og sexolog Gert Martin Hald giver her sin forklaring på, hvorfor det gik så skævt for Ane og Ulrik:
- Det, der er vigtigt, er, at vi ikke gør seksualiteten til en stor og mystisk størrelse. Det er noget meget basalt og kan handle om behov, både følelsesmæssigt og intimitetsmæssigt – seksualitet er jo noget af det, vi bruger til at binde os til hinanden og signalere omkring det følelsesmæssige.
- Så seksualitet tidligt i forholdet kan godt skabe nogle signaler om, at vi skal være en enighed, og vi skal være sammen – men den kan på den anden side være grænseoverskridende for nogen, og noget som folk kan føle sig presset ind i - og så de vil trække sig, fordi det bliver for meget. Så seksualiteten i det her eksperiment er i virkeligheden et tveægget sværd, forklarer Gert Martin Hald.