BREVKASSE Må gluten-allergikeren drikke snaps?

Indeholder den stærke spiritus gluten, og må man som gluten-allergiker godt nappe sig en lille snaps til julefrokosten, spørger en bruger kostekspert Marie Steenberger.

snaps
Haps, haps, haps - nu skal vi have snaps! (© COLOURBOX)

Spørgsmål til brevkassen:

Hvad gør de mennesker, der er gluten-allergikere og gerne vil have en snaps til julefrokosten - kan de drikke alle former for snaps?

Svar fra Marie Steenberger:

Som glutenallergiker kan du næsten drikke alle former for spiritus, inklusive snaps. Der er ikke gluten i al stærk alkohol, eksempelvis snaps, whisky, cognac, vodka og gin. Ved Baileys og andre blandingsprodukter skal man dog lige tjekke ingredienslisten.

Årsagen er, at glutenproteinet bliver nedbrudt under destillering af spiritus. Så selvom snaps oftest er lavet på korn der indeholder gluten, vil der altså ikke være noget gluten tilbage, når først snapsen er færdig.

Straks værre er det med øl. Både almindelig øl og glutenfri øl kan indeholde varierende mængder af gluten, da de fleste øl er brygget på byg eller hvede. I den certificerede glutenfri øl tilsættes et enzym, der minimerer den mængde gluten, der findes i almindelig øl. Mængden af gluten vil dog variere fra høst til høst.

Øl uden gluten

Dertil kommer, at man ifølge lovgivningen gerne må kalde en øl for glutenfri øl, hvis den indeholder max 20 mg gluten pr. liter øl. Og derfor vil de fleste glutenfri øl indeholde små mængder gluten alligevel.

Hvis du vil være helt sikker på, at der ikke er gluten i din øl, skal du finde en øl, der er produceret på hirse eller andre kornsorter, der ikke indeholder gluten. Øllen Schnitzer Bräu er en naturlig glutenfri øl, der er produceret på hirse.