59.000 bliver syge af bakterier i maden

Udlandsrejser og danske kyllinger er de værste smittekilder.

(© Colourbox)

Hvert år er der nogle få tusinde danskere, som går til lægen, fordi de har fået diarré eller andre sygdomme på grund af mad.

Men det reelle antal danskere, der bliver syge på grund af bakterier i mad, er langt højere.

Det vurderer DTU Fødevareinstituttet i en ny analyse.

Få sygdomme bliver registreret

Langt de færreste af os går nemlig til lægen, når vi bliver syge på grund af madbakterier.

Kun 1 ud af 8 sygdomstilfælde af salmonella bliver rapporteret, og endnu færre sygdomstilfælde med bakterierne campylobacter og VTEC bliver opdaget.

Det betyder, at der reelt er omkring 59.000 danskere om året, som bliver syge på grund af de tre madbakterier.

Analyse kan bruges at forebygge

DTU Fødevareinstituttet har også sammenlignet de tre madbakterier. Og sammenligningen viser, at campylobacter er langt mere udbredt og en større byrde for vores samfund end salmonella og VTEC.

- Vores beregninger giver myndighederne sammenlignelige og dermed bedre mål for den samfundsmæssige betydning af forskellige sygdomme, siger seniorforsker Sara Pires fra DTU Fødevareinstituttet.

- Resultaterne kan understøtte beslutninger om, hvor der bedst kan sættes ind, for at så få som muligt bliver syge af den mad, de spiser.

Rejser og kylling er synderne

Forskerne har også set på, hvad der er den væsentligste kilde til sygdomme med madbakterier.

Når det gælder campylobacter, så opstår de fleste problemer i forbindelse med udlandsrejser, mens den væsentligste smittekilde i Danmark er slagtekyllinger.

- Der kan således være en væsentlig samfundsgevinst i form af færre sygedage og sundhedsomkostninger ved at sætte fokuseret ind for at minimere smitten med campylobacter i slagtekyllinger, siger Sara Pires.