Omkring 59.000 danskere bliver årligt syge af madbakterierne campylobacter og salmonella.
En stor del bliver smittet af mad, når de er på ferie i udlandet, og det kan svært at gardere sig imod.
Men der er også en del, der bliver smittet på grund af dårlig køkkenhygiejne, så bakterier fra råt kød er blevet overført til stegt kød, salat eller brød.
Her kan du læse Fødevarestyrelsens seks råd om, hvordan du med god køkkenhygiejne kan undgå at blive syg af campylobacter eller salmonella:
1) Vask hænder, når du har rørt ved råt kød
Du skal også vaske hænder, når du har skåret råt kød eller lagt det på grillen eller stegpanden med fingrene.
På den måde undgår du at sprede bakterier til færdig mad for eksempel stegt kød, salat og brød.
Få dråber kødsaft fra råt kød med campylobacter-bakterier kan være nok til, at du bliver syg.
2) Hold råt kød adskilt fra anden mad
Det er vigtigt at holde det rå kød adskilt fra det kød, som er stegt. På den måde undgår du at sprede bakterier fra det rå kød til det stegte kød.
Hold også det rå kød adskilt fra salat og brød.
3) Gennemsteg hakket kød og fjerkræ
Hakket kød, fjerkræ og mekanisk mørnet kød skal være gennemvarmt. I disse kødtyper kan bakterierne nemlig også sidde inde i varen.
I hele stykker kød, som stege og bøffer, sidder bakterierne normalt kun på overfladen. Derfor behøver hele kødstykker ikke at blive gennemvarmet.
4) Skift eller vask skærebræt og kniv
Når kniv, skærebræt eller andet har rørt ved råt kød, så skift eller vask det straks.
Så undgår du at sprede bakterier fra det rå kød via skærebrættet til mad, der er færdig og klar til at spise for eksempel salat eller brød.
5) Emballage fra råt kød skal direkte i skraldespanden
Det er vigtigt, at den færdige mad ikke kommer i kontakt med saft fra råt kød, især saft fra fjerkrækød.
Smid emballagen ud, og læg ikke det færdigstegte kød tilbage i emballagen.
6) Følg grillrådene om to fade og to grilltænger
Du skal især passe på, når du tilbereder fjerkræ og griller udendørs om sommeren. Det går nemlig ofte galt med hygiejnen ved havegrillen.
Følg de tre gode grillråd:
• To fade - ét til råt og ét til stegt
• To grilltænger - én til råt og én til stegt kød
• Vask hænder, når du har rørt ved råt kød.
Hvis du følger grillrådene, får du ikke spredt bakterier fra det rå kød til det færdigstegte kød og til salaten, brødet og anden mad.
Kilde: Fødevarestyrelsen