Jeg har skrevet til Sara og Tværs, fordi jeg føler, at jeg mister mig selv, når jeg møder nye mennesker – og især fyre.
Jeg glemmer fuldstændigt, hvad det er, jeg godt kan lide. Jeg er bange for, at vi ikke får nok tid til at bygge noget godt op sammen, og jeg skal bruge en masse tid og energi på det her forhold, for ellers går det i stykker. Det er jo forskruet at tænke sådan, men det er ikke desto mindre, det gør jeg.
Jeg tror, det stammer fra mit gamle forhold. Det varede kun i ni måneder, men det startede rigtig godt. Han ville det nærmest mere end mig, og da jeg endelig blev vundet over, åbnede jeg mere op for mig selv, fordi jeg følte mig tryg.
Men så gik det galt. Jeg tror, det var en kombination af, at han gjorde nogle ting, der fik mig til at reagere på en måde, der måske ikke var den bedste. Men på en eller anden måde synes jeg, det var meget retfærdigt og normalt. Til sidst følte jeg, at han var helt apatisk, og at jeg var helt ligegyldig for ham. Han vil sikkert sige noget andet. Det var meget usundt, og jeg var enormt ulykkelig og følte mig ensom ad helvedes til.
Så slog han op, men da vi var væk fra hinanden, indså han, at han havde nogle problemer, han skulle arbejde med. En måned senere var vi sammen igen.
På det tidspunkt kunne jeg ellers endeligt trække vejret igen. Vi fandt sammen, men det blev aldrig det samme igen, og efter en rejse kunne jeg mærke, at det ikke skulle være det. Jeg endte med at slå op i en SMS, og jeg følte mig så ussel, men jeg så ingen anden udvej.
Men det er ikke kun med fyre, jeg føler, at jeg ikke helt er mig selv. Det er også, når jeg er sammen med venner og til fester.
Jeg føler altid, jeg skal være den sjove humørbombe, der er let af være i selskab med. Jeg får da også at vide, jeg er god til at smalltalke og socialisere og hurtigt blive venner med folk. Det er også en del af mig, og det er ikke fake. Men når jeg starter med at have den her lette og legende adfærd, er det svært at komme ud af den rolle og ned i det dybe.
Jeg tror, det er en form for overlevelsesmekanisme. Jeg er flyttet meget og er blevet god til at tilpasse mig. Jeg har talt sammen, at jeg har gået på 12 skoler. Det at kunne tilpasse sig kan også være en god egenskab at have, men jeg har også mistet mange venner på grund af det.
Min barndom var, hvad jeg vil kalde, spændende. Mine forældre har givet mig mange oplevelser for eksempel i form af rejser, og de har givet deres livserfaring videre til mig. Men de er også meget forskellige familier og har også deres bagage med, og det er måske gået ud over min søster og jeg på nogle punkter.
Min fars familie er fra Færøerne, hvor der måske ikke altid blev taget højde for, at jeg altid har været meget sensitiv. Der skal man være stærke, ikke snakke så meget om følelser og så bare derudaf. De er vikinger. Det har også sine fordele, men der har ikke altid været plads til, at jeg kunne være den der sensitive mus.
Da jeg var barn, var jeg ret buttet, så jeg tror altid, jeg har følt, at jeg blev behandlet lidt anderledes. Jeg har altid klaret mig godt i skolen og syntes også, det var spændende, men det var også det, der blev lagt vægt på. At jeg var klog og alle egenskaberne indeni, men jeg har måske ikke følt mig god nok uden på. Det går nok stadig lidt igen, når jeg møder mænd. Det spejler sig også i min selvtillid og selvværd i dag.
I nogle af mine teenageår havde min far nogle problemer. Jeg følte ikke altid, at jeg blev set ordentligt, og at jeg skulle passe på ham, og jeg også skulle passe på mig selv. Jeg blev ret hurtigt en lille voksen. Jeg lagde meget mærke til, hvilket humør, han var i i dag, og jeg lurede virkeligt stemningen i familien.
Det er nok også derfor, jeg er ekstremt påvirkelig over for stemninger nu. Jeg kan slet ikke have, hvis nogen råber, eller der er dårlig stemning. Det værste der kan ske, det er, hvis jeg har ødelagt stemningen. Jeg går helt i stykker indeni.
Jeg er blevet hende, der sørger for, at alle har det godt. Man kan indtage flere roller, men jeg er bare blevet pleaseren. Det tager jeg med mig videre, og det er pisseirriterende. Hvis der bliver stille, og jeg kan mærke, der lidt mærkelige vibes, så kommer jeg på banen med en joke, jeg lige hiver ud af ærmet.
Den der akavethed føles nærmest som en bombe, der tikker. Hvis det bliver ved længe nok, så bryder jeg den mærkelige stilhed. Det er mest, når det er med folk, jeg ikke er 100 procent tryg ved. Hvis jeg føler mig afslappet, er jeg mere tilbøjelig til ikke være den, der tager teten.
Men jeg savner at blive hørt og set. Det lyder helt vildt ynkeligt. Men det ender ofte med, at jeg er den, der spørger ind til andre. Jeg er også nysgerrig, men nogle gange sidder jeg og tænker, hvorfor de ikke spørger ind til mig, hvordan det går og hvor jeg er i mit liv.
Jeg savner, det er okay at have off days, og at folk stadig godt kan lide mig.