Skiskader rammer oftest yngre mænd og midaldrende kvinder

Langt de fleste skiskader går ud over knæene, viser statistikker.

Omkring 10.000 danskere kommer hvert år til skade på en skiferie. (© ColourBox)

Motion i sneklædte bjerge er fantastisk, men desværre kan en skiferie også ende med en skade.

Det vides ikke præcist, hvor mange danskere der tager på skiferie, og hvor mange der bliver skadet.

Men forsikringsselskaber og alarmcentraler vurderer, at omkring en halv million danskere om året tager skiene på, mens omkring to procent af dem bliver skadet - altså cirka 10.000.

Yngre mænd og ældre kvinder slår sig

Det er især skiløbere på 10-30 år og 40-60 år, som vender skadet hjem fra en skiferie.

Og mændene er overrepræsenteret blandt de yngre, mens kvinderne er overrepræsenteret blandt ældre.

Kønsfordeling efter alder af dem, der henvender sig til SOS International med skiskader. (© DR)

- Ældre mennesker har i forhold til yngre en nedsat muskelmasse og nedsat kondition. Og især ældre kvinder har også en nedsat knoglemasse, og det er nok en af hovedårsagerne til, at de kommer til skade, siger Mikael Fotopoulos, der er cheflæge i SOS International.

- De unge har en meget bedre kondition, muskelmasse og kropslig tilstand. Det burde jo gøre, at de kommer mindre til skade, men det gør de ikke. Og det kan godt have noget at gøre med risikoadfærd. Især de yngre mænd er lidt for villige til at tage chancer.

Knæene har det hårdt på ski

Både Europæiske ERV og SOS International opgør hvert år, hvilke skader danske skiløbere bliver ramt af, og skader på knæene er langt de meste almindelige hos både mænd og kvinder.

- Det drejer sig både om brud, ledbåndsskader og meniskskader, siger cheflæge Mikael Fotopoulos.

De øvrige typiske skader rammer underben, ankel, fod, skulder, overarm, kraveben, albue, underarm, hånd, nakke, ryg, bækken, hoved og ribben.

Du kan se mere om skiskader i Sundhedsmagasinet på DR1 i aften klokken 21:55 eller derefter på dr.dk/tv.