De færreste ville løbe et halvmaraton uden træning på forhånd og måske med alkohol i blodet.
Men når det kommer til skiløb, så tager de fleste anderledes let på det med hensyn til forberedelse, opvarmning, alkohol og så videre.
Det kan dog nemt gå galt, når man suser ned af pisten med høj fart og har overbelastede muskler og mangler sikkert udstyr.
Motionsekspert Marina Aagaard svarer på brevkassespørgsmål om motion på DR Lev Nu og har skrevet bogen Ski Fitness.
Og her hendes ti gode råd, om hvordan du kan forebygge skader på skiferien.
- 1
Lav skiforberedende træning før skituren – på skihold, i fitnesscenter eller hjemme.
- 2
Indstil bindinger rigtigt i forhold til kropsvægt, skiitype og skiaktivitet; få hjælp af skikyndig.
- 3
Få skiundervisning på skiskole eller med privat skilærer; det er både for børn og voksne og forbedrer skiløbet og skiferien markant.
- 4
Varm op, så kroppen bliver klar og reagerer hurtigere og bedre.
- 5
Brug hjelm for at beskytte hovedet – og skibriller, der beskytter øjnene mod sol og forbedrer sigtbarheden i dis og snevejr. Brug eventuelt ansigtsbeskyttelse, der forebygger skader som f.eks. slag af slalom-porte mod ansigtet og tandbeskytter ved avancerede hop og tricks og slalom. Og hav god polstring i tøjet til hårdt og avanceret skiløb (f.eks. ved hop, tricks, styrtløb).
- 6
Hav 'førstehjælpsberedskab' (f.eks. en guide, rigtigt udstyr og signaludstyr til off piste skiløb). Sygesikringskortet skal være med i lommen, når man løber ud på ski.
- 7
Undgå alkoholindtagelse på pisterne; undgå alkohol før og under skiløbet.
- 8
Vær opmærksom fra første til sidste tur, også ved liftstationerne.
- 9
Følg skireglerne for sikker færdsel, ansvarlig og hensynsfuld opførsel på ski. Og følg de anviste pister, og undgå områder med potentiel lavinefare.
- 10
Lad næstsidste tur være den sidste, så der er overskud til at komme sikkert ned.