Emilie Jørgensens søgen efter sin biologiske far endte på en træbro i Thailand på grænsen til Myanmar.
Den 29. marts stod hendes far, Somporn Aiamyod, klar med åbne arme for at tage imod den datter, som han ikke havde set, siden hun var to måneder, og som han troede hed Khwanchira Phayakkhatha.
Men 19-årige Emilie fra DR1-programmet 'Sporløs' fik mere med i pakken end sin far. For enden af broen ventede farens kone, Emilies nye papmor.
- Det var ikke som forventet at være alene med min far. Min papmor afbrød hele tiden, og hun virkede meget sur på mig, fortæller Emilie knap seks måneder efter hjemkomsten fra Thailand.
Billede satte gang i jagten på far
Emilie har i de første 14 år af sit liv troet, at faren var død. Det fortalte hendes mor, Rattana, der efter giftemålet med danske Bjarne har fået efternavnet Jørgensen, fordi hun ville skåne datteren for uvisheden om, hvad der var sket med faren.
Da mosteren for fire-fem år siden viste et billede af faren, kunne Emilies mor ikke længere holde det skjult. Faren levede. Og Emilie fra Nykøbing Falster besluttede sig for at finde ham.
- Jeg har ventet og ventet, indtil jeg blev 18 år og selv kunne gøre noget ved det.
Og mødet med faren har gjort noget godt for Emilie.
- Jeg er blevet meget mere afklaret, konstaterer hun.
Historierne stemmer overens
For det var uklart for hende, hvad der egentlig skete, dengang hendes forældre gik hver til sit.
Et forlist forhold mellem en mand, der var flyttet fra trange kår i Myanmar til Bangkok, og en kvinde, hvis familie ikke ville acceptere faren til Rattanas lille pige, er den korte version.
- Min mor og far fortæller begge samme historie om bruddet, siger Emilie.
Derfor har Emilies møde med faren heller ikke ført til den konflikt med moren, som man måske kunne frygte med løgnen om farens eksistens.
- Jeg kan tale både med min mor og danske far, og jeg har et rigtig godt forhold til min mor i dag. Jeg er lettet efter at have set min far og hørt hans version af, hvad der skete.
Efter bruddet skiltes Emilies forældres veje, og chancen for, at de skulle mødes igen, gik reelt tabt, da Rattana rykkede til Danmark i 2010.
- Jeg følte mig ikke velkommen
Emilie er dog ikke i tvivl om, at hun skal møde sin far igen, men hun tøver på grund af førnævnte papmor.
- Jeg er ikke klar til det. Hvis jeg tager derned, og hun nu siger et eller andet til mig, så jeg bryder helt sammen, så ved jeg faktisk ikke hvad jeg skal gøre, siger Emilie.
Hvorfor tror du, hun er sur på dig?
- Hun er måske bange for, at min far elsker mig mere end deres to børn.
Emilie fortæller om tiden med far og papmor, efter DR-kameraet stoppede med at rulle i Thailand. Derefter besøgte Emilie sin nye familie i Myanmar, hvor farens plantager ligger.
Det meste af snakken mellem far og papmor foregik på burmesisk, der er uforståeligt for thai-talende Emilie. Og papmoren stejlede, da Somporn Aiamyod ville give sin datter gaver.
- Jeg følte mig ikke velkommen, konstaterer Emilie.
Hvis far ikke vil se far
For at få lidt støtte omkring sig på en kommende tur til Myanmar har Emilie overvejet at spørge sin mor, Rattana, og hendes mand, om de vil tage med hende om til den anden side af verden.
Begge har støttet Emilie i jagten på sit fædrende biologiske ophav, men hun har endnu ikke turdet spørge.
- Hvad nu hvis min danske far siger, at han ikke vil ned og se min biologiske far? Det ville såre mig en lille smule, siger Emilie.
Hun holder kontakten med sin biologiske far via Facetime et par gange om måneden og er sikker på at de - trods usikkerheden omkring papmoren - kommer til at se hinanden igen.
- Måske om et års tid.