For en uge siden havde så godt som ingen tyrkere eller cypriotere nogensinde hørt om 52-årige Thomas Knudsten.
Men efter programmet Sporløs blev sendt forrige mandag, så er historien om Thomas Knudstens første møde med sin far og 250 familiemedlemmer blevet fortalt i mange tyrkiske og cypriotiske aviser og tv-udsendelser.
- Jeg havde regnet med, at der måske ville komme lidt virak på Facebook, men det kom bag på mig, at det ville blive så voldsomt, fortæller Thomas Knudsten.
- Allerede morgenen efter programmet ringede den første avis fra Cypern, og så har der ellers været live-interviews og tv-optagelser hele ugen.
Interessen for Thomas Knudsten har været så stor, at han har mistet overblikket over, hvor mange medier der har fortalt hans historie den seneste uge.
- Min kone har foreslået mig, at jeg på et tidspunkt sætter mig ned og samler alle artikler og tv-udsendelser, så jeg senere kan finde det frem og se tilbage på oplevelsen, siger han.
For Thomas Knudsten har det været lidt surrealistisk at have fået så meget opmærksomhed.
- Det har været kæmpestort for min nye familie på Cypern, og de er meget stolte af at kende mig og have fået så meget omtale. For mig har det været meget sjovt, men også lidt pudsigt og tid tider grinagtigt at blive vist frem som en giraf, fortæller han.
- Alt i alt har det været en virkelig sjov oplevelse at være kendt i en uge, men jeg regner med, at det går over igen. Jeg har fået en masse gode oplevelser, men jeg kunne ikke tænke mig at være kendt hver dag.