Efter 32 år som enebarn: Hvordan møder man søsteren, man aldrig har haft?

- Jeg vil bare gerne sige tak. Både fra mig selv, men også fra mine forældre.

Mille Shalini Pjedsted sidder for første gang i 32 år over for sin biologiske mor, der bortadopterede hende fra Danmark til Sri Lanka.

De sidder ikke fysisk over for hinanden, men elektronisk, fordi moren arbejder i Saudi-Arabien, hvilket dog ikke gør gensynet mindre følelsesladet.

Med morens navn og identifikationsnummer i hånden tog Mille i januar sammen med DR1-programmet 'Sporløs' til Sri Lanka for at lede efter sin biologiske mor, der dog var i Saudi-Arabien 4000 kilometer væk.

Efter de fleste tårer hos mor og datter var tørret af kinderne, og Mille havde fået sagt tak, smed hendes biologiske mor noget af en bombe.

- Du har en søster, der også er i Danmark, lød det over den skrattende forbindelse mellem Sri Lanka og Saudi-Arabien.

Se øjeblikket i videoen her.

To år før Mille var blevet bortadopteret til Danmark, havde hendes biologiske mor født en datter med samme far, der blev bortadopteret. Mille og hendes biologiske søster er altså begge vokset op i Danmark.

- Jeg tænkte, det kan ikke passe. Jeg har hørt forkert. Jeg kan huske, at jeg fik hende til at gentage flere gange, siger Mille, der vokset op som enebarn i Skagen.

Beskeden var den samme. Hun har en søster i Danmark.

- Jeg tror først rigtigt, at det gik op for mig, da vi landede i Danmark. Jeg havde så svært ved at forstå det, fortæller Mille.

En åben bog

Da Mille kom hjem til Danmark i starten af året, kontaktede hun adoptionsbureauet Danish International Adoption (DIA), der ifølge hende bekræftede, at hendes biologiske søster bor i Danmark.

Efter grundige overvejelser valgte Mille at tage kontakt til søsteren over Facebook.

Mille har i lang tid været interesseret i at finde ud af mere om sit ophav. Hun var nysgerrig efter at vide, om hun havde søskende, og hvordan hendes bagland så ud.

Søsteren, der er vokset op i Vestjylland, havde dog ikke samme behov, fortæller Mille, der beskriver sin egen historie som en bog.

- Jeg valgte at åbne min bog og læse den. Men ved at åbne min bog, åbnede jeg også hendes. Jeg har lavet et tilvalg, som hun ikke har.

Mille fik derfor at vide, at søsteren ikke var klar til at mødes.

- Den tid var svær for mig at håndtere. Jeg følte, at jeg gav hende en gave, den smukkeste gave, som hun ikke havde lyst til at åbne. Det var svært at forstå.

Og lige pludseligt begyndte Mille at savne noget, som hun aldrig havde haft.

- Det var sindssygt at tænke på, at jeg begyndte at savne den storesæster, jeg aldrig havde haft. Hvordan kan man savne noget, man aldrig har haft? Det var helt surrealistisk.

Inviteret på kaffe

Efter otte lange måneder fik Mille den besked, som hun havde håbet på. Hendes søster ville gerne mødes over en kop kaffe.

Men hvordan er det lige, man møder søsteren, man aldrig har haft?

- Det var ligesom, jeg skulle til jobsamtale. Jeg tænkte meget over, hvad jeg skulle sige, jeg forberedte mig og var nervøs på den gode måde. Skal man give krammer eller hånd. Hvad hvis jeg gør det ene, og hun gør det andet, siger Mille.

Før mødet talte Mille med sin svenske kæreste, som hun bor med i Malmø, om det. Hans råd var klart. ”Vær dig selv", hvilket Mille tog til sig.

- Det hele forekom så naturligt. Det var ligesom at snakke med en veninde og træde ind i et hyggeligt rum med smil og åbenhed. Der var ingen pinlig tavshed, fortæller Mille.

- Hvis det var en jobsamtale, tror jeg, at jeg havde fået jobbet.

Ikke presse på

Selvom Mille selv syntes, at den over to en halv timer lange kaffesnak gik rigtigt godt, var det sidste hun ville at presse søsteren til at ses igen. Heldigvis havde søsteren samme opfattelse af mødet, som sluttede med, at hun spurgte, om de ikke skulle ses igen, efter ’Sporløs’ var blevet vist.

- Vi har skrevet sammen siden, og jeg tror, vi skal se hinanden til oktober, siger Mille.

Mille er ikke i tvivl om, at søstrene har kemi, hvilket er et rigtig godt udgangspunkt for at bygge videre på relationen. Men det tager tid.

- Vi skal lære hinanden at kende. Vi skal snakke om, hvad der sker i programmet, hvad hun har af spørgsmål, tale om vores liv, barndom, forhold og andre relationer. Komme i dybden med nogle af de ting og være nysgerrige på, hvem vi er og hvor vi skal hen både alene og sammen, fortæller Mille.

Sur på bureau

Mens Mille er glad for at have fået kontakt til sin biologiske mor og søster, har processen også været præget af skuffelse og vrede.

Når børn adopteres er reglerne kort sagt, at en adoption skal gennemføres til barnets bedste og med respekt for barnets grundlæggende rettigheder.

Der er en uskreven adoptionsregel, der betyder, at når forældre har adopteret et barn, skal de også tilbydes at adoptere yngre søskende, hvis de også skal bortadopteres, så søskende kan forblive sammen.

I Milles tilfælde betyder det, at hendes storesøsters forældre skulle være blevet tilbudt Mille, da hun også blev bortadopteret til Danmark. Det skete ikke, og Mille er mildest talt skuffet over adoptionsbureauet og myndighederne.

- Jeg synes, vi skulle have kendt til hinanden. Man skal gå sikkert på gaden og vide, hvem ens biologiske ophav er. Jeg synes ikke, det er godt nok, siger hun.

Samme sted på samme tidspunkt

Da Mille kom hjem til Danmark efter turen til Sri Lanka, begyndte hun at tænke over, at hende og søsteren kunne have stået i køen i Netto og tænke, ”hun ligner mig godt nok hende der” uden at vide, at de var søstre.

Under deres første møde fandt de da også ud af, at de for eksempel har været i Skagen på samme tidspunkt.

- Jeg bliver ked af det og vred over det. Det er ikke okay at behandle børn sådan, siger Mille, der selv arbejder med uledsagede flygtningebørn for Røde Kors.

Selvom Mille hellere vil se frem end tilbage og lægge vreden bag sig, kan hun dog ikke helt slippe sin sans for retfærdighed.

- Er der andre børn, som i flere årtier ikke har haft muligheden for at være sammen med deres biologiske søskende? Det er ikke okay, siger Mille.

Hvad siger adoptionsbureauet?